30 okt 2020 SKOLESKAK INSPIRATION 2
“VI ER NÅET ET TIPPING POINT IFHT. AT SKOLESKAK BLIVER FULDT INTEGRERET”
Martin Stenmann er lærer i læseklassen på Birkhovedskolen i Nyborg, hvor han også sidder i byrådet, og så er han hovedpersonen i denne måneds inspirationshistorie.
Skoleskak gjorde sit indtog på Birkhovedskolen i 2018, efter at Martin og hans kollega deltog på Dansk Skoleskaks ‘National Vidensdag’, og siden har Birkhovedskolen været en del af skoleskakfamilien. I forbindelse med SFA – ‘Skoleskak For Alle’ blev 4 lærere og en pædagog uddannet igennem Dansk Skoleskak. Nu er skolen en del af projektet ‘Nye veje’, hvor de har benyttet muligheden for at sende yderligere 5 ansatte på uddannelse. Martin fortæller:
“Med 10 ansatte der nu gør brug af skoleskak tror jeg, at vi har nået et tipping point i forhold til at den bliver fuldt og helt integreret med tiden. I øjeblikket er vi ved at indrette et selvstændigt skoleskak-lokale, så undervisningen får optimale betingelser. Og inden længe kommer der også et kæmpe skakbræt i skolegården som bliver brugt til udendørs undervisning med mulighed for at indtænke bevægelse. Og forhåbentligt bliver brættet også en markering til forældre og gæster på skolen, at vi har taget skoleskakkens store potentiale til os.”
Vi fik lov at stille Martin et par spørgsmål om skoleskak og hvordan det bliver brugt på Birkhovedskolen.
HVORDAN TAGER ELEVERNE TYPISK IMOD SKOLESKAK?
“I min egen undervisning er skoleskaktimerne placeret kl. 14. Selvom det er sidst på en lang skoledag, så har eleverne god energi og er glade for undervisningen. Jeg underviser i den kommunale læseklasse, hvor eleverne har svært ved at læse pga. dysleksi og andre læsevanskeligheder. Det glæder mig at se, hvordan eleverne kan bringe andre kompetencer i spil. Det er jo ikke en forudsætning at man kan læse for at spille skoleskak. Netop at skoleskakken er taktil og har en legende tilgang til læring gør underværker for denne type elever. Og så er der jo i høj grad tale om synlig læring, da eleverne tydeligt kan følge med i progressionen i deres egen læring – f.eks. som de efterhånden lærer nye brikker at kende og til sidst kan mestre at spille med alle brikker,
Jeg oplever tit elever, der beretter om, hvordan de er begyndt at spille skak med familiemedlemmer i deres fritid efter at de har fået skoleskak på skemaet.”
HVORFOR PRIORITERER I SKOLESKAK BLANDT DE MANGE TILBUD DER ER TIL SKOLER?
“Kort og godt… fordi skoleskak rykker. Både i forhold til elevernes faglige udvikling, men også i forhold til trivsel, selvværd og samarbejde. Skoleskak er lige til at gå til. Det er det fordi Dansk Skoleskak, i min optik, laver et helt igennem fantastisk og professionelt arbejde med at understøtte undervisningen og skolerne og gøre skoleskakken let tilgængelig for både elever og undervisere. Og så er spil jo sjovt. Skoleskakken er nutidens svar på stenalder counterstrike.”
Martin tilføjer “På Birkhovedskolen er vi også nysgerrige på mulighederne for at indarbejde skoleskakken konkret i vores inklusionsarbejde – i forhold til vores eget og den kommunale indsats ”inkluderende læringsmiljøer”.
Personligt er jeg meget optaget af, hvordan skoleskakken kan bruges i AKT-arbejdet med udsatte og urolige elever. Hvordan skoleskakken kan være med til at finde styrkesider i dem og være med til at skabe en ny position i fællesskabet. F.eks. ved at uddanne dem til at kunne hjælpe med at undervise yngre klassetrin og dermed give dem ansvar, ejerskab samt en følelse af mestring og succes.”
KAN DU FORTÆLLE OM EN GOD OPLEVELSE MED SKOLESKAK?
“Sidste år havde vi samlet 200 elever til et tværkommunalt skoleskakstævne. Det var fantastisk at være vidne til, hvor koncentrerede eleverne kunne være, når de spillede mod hinanden. Én af eleverne spillede mod vores borgmester og vandt fair and square (på tid). Det var en sjov begivenhed. Ikke mindst fordi maskotten Duffy også kiggede forbi til sidst, da der skulle deles pokaler ud. Når coronaen en dag slipper sit tag, så skal vi helt sikkert lave et stort skoleskakstævne igen.”
DU ER SKOLESKAKANSVARLIG OG SIDDER I NYBORG BYRÅD. HVILKE UDFORDRINGER, TROR DU, DER ER FORBUNDET MED AT FÅ UDBREDT SKOLESKAK TIL AT BLIVE EN ETABLERET DEL AF FX NYBORG KOMMUNE?
“I folkeskolen er der mulighed for at give sig i kast med mange forskellige og spændende projekter. Samtidig er der flere og flere opgaver som folkeskolen skal løse. Det kan gøre det svært at overbevise ledere og undervisere om, at det er værd at give sig i kast med skoleskakken. Derfor tror jeg det er vigtigt, at skoleskakken vokser nedefra. Startende med at enkelte få lærere ser lyset og med tiden kan motivere og overbevise kollegaerne om at give sig i kast med brikkerne.”
Birkhovedskolen og Martins måde at arbejde med skoleskak på, finder vi inspirerende. Vil du også i gang med skoleskak på din skole? Så bestil gratis info her.
Martin Stenmann som Duffy, Dansk Skoleskaks maskot.
``Det var i øvrigt en utrolig stor ære og virkeligt sjovt at få lov at møde eleverne som Duffy til vores SFT-stævne sidste år. Det er en oplevelse som alle burde prøve``