FODBOLDTRÆNERENS HEMMELIGE VÅBEN

FODBOLDTRÆNERENS HEMMELIGE VÅBEN

Elias Usmanov er 18 år gammel og arbejder på Hobrovejens Skole i Randers. Han gik i folkeskole på Nørrevangsskolen, hvor han var i en af de første klasser, der havde skoleskak på skemaet og senere blev uddannet PLAYMASTER®.

Ved siden af sit arbejde er Elias også dedikeret fodboldtræner i Randers Freja Fodbold og bruger skakspillet meget i sin undervisning. Han har et mål om at blive professionel træner en dag, så vi har talt med Elias om, hvad han har taget med fra sin rolle som PLAYMASTER®, og hvordan skoleskak spiller sammen med fodbold.

HVORDAN BLEV DU INTRODUCERET TIL SKAKSPILLET?

Min mor startede med at spille med mig, da jeg var fem-seks år gammel, og så begyndte det at være en del af undervisningen i 2. eller 3. klasse. Vi var den første årgang, der fik introduceret skoleskak på Nørrevangsskolen, hvor vi havde skoleskak en time mindst en gang om ugen til og med 5.-6. klasse. Og når alle i klassen kunne spille det, var det lige pludselig også en mulighed at spille i de pauser, hvor vi var indenfor.

HVORNÅR BLEV DU PLAYMASTER®?

Det gjorde jeg faktisk lige efter vi stoppede med at have det i skoletiden. Mette og Malene kom op til vores klasse for at spørge os, da vi var de første, der havde haft skoleskak i undervisningen, og at de selv havde undervist os. Så de var sikre på, at vi kunne vores ting.

Så var jeg PLAYMASTER® resten af min skoletid og det var meget bedre, end jeg havde forventet. Vi fik meget frihed som PLAYMASTERS® til at lave aktiviteter, som vi synes passede til og udfordrede de elever, der nu skulle spille med.

HVILKE KVALITETER HAR PLAYMASTER® ROLLEN GIVET DIG?

Jamen mange forskellige ting. Nu er jeg fodboldtræner og jeg bruger meget skakspillet i min trænerstil. PLAYMASTER® rollen har givet mig erfaring i den måde, man introducerer folk til skakspillet, og at spillet kan bruges til mange forskellige funktioner. Jeg får de drenge, der spiller på mit fodboldhold, til at sidde med bræt og brikker i fritiden, og sidste december havde vi et fodboldskakforløb, hvor vi endte med at afholde en intern turnering til juleafslutningen.

HVAD SYNES DU ER SKAKSPILLET KAN GIVE EN FODBOLDSPILLER?

Hvis man kan oversætte skakspillet til sit spil i fodbold, kan det give en spiller bedre evner i matematik, logisk tænkning, og en bedre reaktionsevne, fordi man i skakkens univers træner, hvor hurtigt du kan regne konsekvenser ud fra forskellige udfald. Skakspillet kan også give dem en forståelse for det ansvar, man har som fodboldspiller. Når man spiller på brættet, er det meget vigtigt at alle brikker ikke bliver tabt, fordi du så dækker et mindre areal. Og sådan er det jo præcis også på en fodboldbane: alle positioner er vigtige, og hele holdet skal sættes i spil.

HVAD SYNES DINE SPILLER OM, AT DU BRUGER SKAKSPILLET I TRÆNINGEN?

Jeg havde allerede et ry i træner-miljøet for at være ham den mærkelige, der bruger anderledes metoder, så jeg har nok sået et frø, siden jeg begyndte at træne dem for fire år siden. Jeg laver tit referencer til noget andet når jeg træner, og der er mange af spillerne, der har gavn af at få forklaret rettelser og taktikker på en anden måde. Enten fordi fodbold ikke er hele deres liv, eller fordi de måske ikke er talentfulde nok. Mine spillere er bare blevet vant til det og spørger også selv, om jeg ikke kan forklare det på en anden måde. Vi har for eksempel haft skaktaktik på fodboldbanen, hvor backerne løber skråt som løberen eller i et mønster som springeren.

Man kan drage skakspillet ind i alt muligt: sport, kultur, historie og økonomi blandt andet. Det er bare et godt værktøj til at danne mennesker.

HVOR LANG TID HAR DU VÆRET FODBOLDTRÆNER?

Jeg har været træner i otte år nu. Jeg har altid elsket fodbold fra da jeg var helt lille, men på et tidspunkt måtte jeg ikke selv spille længere, fordi jeg er blevet opereret i min mave mange gange og derfor ikke tåler hårde slag. Det blev jeg meget ked af. Jeg er kæmpe Real Madrid fan og så derfor rigtig mange Real Madrid- FC Barcelona kampe i en tid, hvor rivaliseringen ikke var særlig børnevenlig. Der begyndte jeg at lægge mærke til trænerne, deres væremåde og den rolle, de spillede på banen. Det er jo træneren, der virkelig skal bruge hjernen, forudse og løse de problemer, som spiller ikke kan håndtere. Og det tændte mig med det samme, at være en del af fodboldmiljøet uden at være fysisk og sætte min egen krop i fare, men i stedet have overblik og tænke strategi, som jeg har lært af at sidde ved skakspillet.

Som 9-årig begyndte jeg at Google, hvordan man bliver fodboldtræner, og efter jeg følte, at jeg havde læst nok teori, begyndte jeg at træne mine kammerater privat ved siden af deres normale hold. Efter et halvt år kom en af mine venner på et elitehold, og så besluttede jeg at tage skridtet til holdtræning. Så meldte jeg mig ind i Randers Freja Fodbold og tilmeldte mig et trænerkursus. Der er en masse trin og licenser, man kan få som fodboldtræner. Jeg startede på min C-licens, da jeg var 14, men på grund af aldersgrænser kunne jeg først blive færdig med C-licensen, da jeg var 17. Nu har jeg så meldt mig til B-licens her i januar, så jeg er stille og rolig på vej til UEFA-licens.

Støt Dansk Skoleskaks arbejde med at spille hjernen stærk hos børn og unge.

Caroline Fredensborg
caroline@skoleskak.dk


Live Chat