25 jun 2012 Skoleskakåret 2012/13
Så ligger datoerne og stederne klar for skoleskakkens største arrangementer i den kommende sæson.
Som altid løber de Individuelle Danmarksmesterskaber af stablen den sidste weekend i november – for 39. år i træk på Abildgaardskolen i Odense.
Årets Pige DM afholdes i anden weekend i marts på Sct. Michael Skole i Kolding. Med over 60 deltagere til denne sæsons Pige DM, er forventningerne om at skabe et endnu større arrangement i Kolding høje. Nørre Aaby Skole er vært for sæsonens Hold DM, der bl.a. af hensyn til de mange nye skoler i Skolernes Skakdag fredag den 8. februar samt afviklingen af holdevents i kredsene, er rykket til den 19.-21.april.
Skoleskakkens Landsudvalgsmøde afholdes lørdag den 25. maj, mens familieskaklejren 2013 afholdes den 14.-16. juni på Christianslyst.
Find datoer for alle arrangementer og møder i kredsene på www.skoleskak.dk/kalender.