07 jun 2011 Skoleleder gav simultan
I forbindelse med skoleskakklubbens sæsonafslutning på Peder Lykke Skolen på Amager, gav skoleleder Lennart Kjellerup simultan mod 8 glade skoleskak elever. Vi har tidligere skrevet om det fortløbende væddemål på Peder Lykke, hvor skolelederen har sat en kasse sodavand på højkant, til den eller de elever der kan slå ham på de 64 felter. Med hele 8 kasser sodavand på højkant, var der således ekstra god grund til at koncentrere sig over brættet. Og selvom eleverne bestemt gjorde deres bedste, endte Lennart alligevel til sidst med at trække det længste strå. Det må bare give eleverne på Peder Lykke endnu mere blod på tanden, og inspirere til at give deres skoleleder endnu mere modstand til næste år.
Udover den spændende simultan, bød dagen også på skoleskak med mini-gigantskak brikker, spil eleverne imellem, samt udfordring af undervisere fra Dansk Skoleskak.
Alt i alt havde skoleskak-lærere, elever og forældre en dejlig eftermiddag på Peder Lykke skolen. Fra Dansk Skoleskaks side vil vi gerne ønske god sommerferie og vi glæder os fortsat til at følge kampen mellem skoleskak-eleverne og deres skoleleder.
Peder Lykke Skolen er i øvrigt med i Stepping Stone projektet der har til formål at sætte fokus på folkeskoler, som tilbyder skoleskak i undervisningen, skoleskakklubber samt uddannelse af lærere og hjælpetrænere. Dette skal samtidig være med til at bygge bro på tværs af alder, køn, religion og etnicitet.
Du kan læse mere om Stepping Stone projektet her.
Amager Bladet har bragt en artikel om arrangementet onsdag d. 15. juni 2011. Læs mere her.
[nggallery id=19].