14 mar 2014 Skoleskakbrag i Aalborg Øst
Skoleskakprojektet The Right Move har for alvor sat det royale spil på dagsordenen i Aalborg Øst. Torsdag mødtes 72 børn fra Tornhøjskolen, Herningvej Skole og Mellervangskolen for at afgøre, hvilken af de tre skoler, som for tiden er skarpest ved skakbrætterne – og det blev en forrygende fest i FC Smedegårdens stemningsfulde hal.
Den boligsociale helhedsplan ”9220” – der støtter projektet i samarbejde med Dansk Skoleskak og de lokale skoler – havde sat alle sejl til for at gøre arrangementet så spændende og sjovt som overhovedet muligt. Der var sørget for bustransport af eleverne tur-retur fra skolerne til FC Smedegården samt for kage, frugt og drikkevarer. Afrikansk dans ved instruktøren Rensford blev der også lejlighed til, så stævnet bød på motion til hjernecellerne såvel som til krop og smagsløg.
Da skolerne mødtes første gang i september 2013 var det Herningvej Skole, som klarede sig bedst og hjemtog den store vandrepokal. Denne gang var der tæt opløb i skolestillingen, og Tornhøjskolen viste sig akkurat stærkest på dagen med 7 gruppevindere foran Herningvejens fem.
Tornhøjskolen kan nu kalde sig ”Aalborg Øst Mestre” i de næste seks uger – men vandrepokalen sættes på spil igen den 25. april i år, hvor alle de godt 500 elever, som har haft skoleskak på skemaet i dette skoleår, mødes til en afsluttende dyst i Tornhøjhallen.
Gruppevindere og individuelle Aalborg Øst-mestre blev:
Amanda, 3. klasse, Tornhøjskolen
Nestoo, 3. klasse, Tornhøjskolen
Natalie, 3. klasse, Tornhøjskolen
Nureen, 3. klasse, Tornhøjskolen
Abdullahi, 3. klasse, Tornhøjskolen
Mustafa, 3. klasse, Tornhøjskolen
David, 3. klasse, Tornhøjskolen
Karl, 1. klasse, Herningvej Skole
Lejla, 1. klasse, Herningvej Skole
Thomas, 1. klasse, Herningvej Skole
Daniel, 3. klasse, Herningvej Skole
Maria, 3. klasse, Herningvej Skole
Minik, 1. klasse, Mellervangskolen (Specialpræmie for mest koncentrerede elev)
Jacob, 1. klasse, Mellervangskolen (Specialpræmie for mest koncentrerede elev)
Du kan læse mere om The Right Move – skoleskak i udsatte boligområder her – eller kontakte projektkoordinator Mikkel Nørgaard, mikkel@skoleskak.dk for nærmere info.[nggallery id=172]