Styrker trivsel og fællesskab

Styrker trivsel og fællesskab

Skoleskak har en fantastisk effekt på trivslen mellem drengene på mellemtrinnet – i hvert fald hvis man spørger Dennis Lyndrup Deleuran, afdelingsleder på Lem Skole i Skive.

Vi har talt med Dennis om, hvad der er sket med skolens fællesskab i det år, hvor skoleskak har været på skemaet, og hvilke elevgrupper, han ser, får et selvtillidsboost på de sort-hvide felter.

HVORDAN STARTEDE SKOLESKAK LEM SKOLE?

Jeg har selv haft skoleskak da jeg gik i skole, og der kunne jeg ikke sidde stille, bortset fra når jeg spillede skoleskak. Det blev et frirum for mig, og det har jeg tænkt meget over siden. Da jeg startede som afdelingsleder på Lem Skole, havde jeg besluttet, at skoleskak skulle være en del af skolen – selv hvis vi skulle starte det op fra bunden. 

Heldigvis havde en af vores matematikundervisere selv vist interesse for skoleskak, og det blev starten på det hele. Jeg inddrog begge matematikundervisere i idéen om at få skoleskak som en del af den skemalagte matematikundervisning, og vi fik sendt dem på både Skoleskaklærer-uddannelsen® og SKAK+MAT® uddannelsen. 

HVORDAN HAR I SKOLESKAK PÅ SKOLEN?

Vi har skemalagt skoleskak i matematikundervisningen, og det har givet underviserne mulighed for selv at eksperimentere og tilpasse det til deres undervisning. Vi har også holdt Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® og haft omlagte dage, hvor hele skolen har haft skoleskak som omdrejningspunkt. I år deltog vi for første gang i Landsfinalen, hvilket var en stor oplevelse for både elever og undervisere. 

Næste år bliver det en smule anderledes, da skoleskak ikke bliver skemalagt på samme måde. Men matematikunderviserne kommer stadig til at bruge det i undervisningen, bare på deres egne præmisser.  

Vores matematikundervisere har allerede givet udtryk for, at de synes, det er rigtig fedt at have skoleskak i undervisningen. Det bringer nogle andre elever i spil, end man normalt ser i den almindelige fagundervisning. 

Støt Dansk Skoleskaks arbejde med at spille hjernen stærk hos børn og unge.

HVORDAN HAR ELEVERNE TAGET IMOD SKOLESKAK?

Det er gået rigtig godt. Langt størstedelen af eleverne er glade for det. I år tog vi elever fra mellemtrinnet med til Landsfinalen, og allerede på vej hjem talte vi om at inddrage indskolingen næste gang. Vi kan nemlig allerede udpege nogle af de elever, der vil synes, det er fedt, og som sagtens kan være med til sådan et stort arrangement med mange mennesker og få en god oplevelse. 

Skoleskak giver også ro til elever, der er lidt udfordrede, fordi fokus flyttes til noget andet og mere nærværende. Det er vigtigt at have steder, hvor man kan udvikle sig og rykke sig relativt hurtigt og opleve succes – også i skolen. Det handler om meget mere end bare det faglige. 

HVILKEN INDFLYDELSE HAR SKOLESKAK HAFT PÅ TRIVSLEN?

Skoleskak giver noget særligt i klasserne. Det skaber ro og struktur, og det påvirker undervisningen positivt. Eleverne lærer at vise gensidig respekt, fx ved at sige pænt tak for kampen, og der opstår nogle nye sociale dynamikker, når man sidder over for hinanden og spiller.  

Det er også med til at skabe relationer på tværs – både i klassen og mellem klasser. Man kan komme til at spille med en, man normalt ikke snakker med, og det rykker noget i fællesskabet. 

Vi har faktisk også kunnet aflæse i vores trivselsmålinger, at trivslen især er steget blandt drengene. Normalt oplever vi, at pigerne har lettere ved at finde ro i undervisningen og sidde stille, men skoleskak har givet nogle af drengene et rum, hvor de kan lykkes.

Vi ser også, at elever, der er udfordrede på andre områder, brillerer i skoleskak. Det giver noget positivt på både selvværds- og selvtillidskontoen. For dem, der måske synes, det er svært at gå i skole, er det fantastisk at få mulighed for at lykkes i noget og mærke fremgang. 

Og det er ændringer, vi umiddelbart kan tilskrive skoleskak. Vi har ikke lavet store ændringer i undervisning og tiltag det seneste år. Den eneste store forskel har været, at vi har skemalagt skoleskak i matematikundervisningen. Så uden at sætte et definitivt lighedstegn under skoleskak, er det da noget, vi tager med i baghovedet ind i det nye skoleår. 

HVORDAN SER FREMTIDEN UD PÅ LEM SKOLE?

Jeg håber, skoleskak kan skabe endnu mere fællesskab – især på tværs af klasser. Det er vigtigt, at vi skaber fællesskaber, hvor børnene føler sig som en del af noget. Nogle børn går ikke til noget i fritiden, måske fordi normen er, at man går til sport. Her kan skoleskak være et alternativ. 

Skoleskak rummer nemlig alle – det er noget af det, der gør det så fantastisk. Både de, der elsker sport, og de, der ikke gør. Og så er det også en fordel, at man kan bruge skoleskak forskelligt. Man kan bruge det som et didaktisk redskab i matematikundervisningen, men man kan også lære at spille spillet rigtigt og dyrke det som interesse. Begge dele har værdi. 

Tobias Grimstrup
tobias@skoleskak.dk


Live Chat