
28 mar 2022 SKOLESKAKKERE INDSTILLET TIL UNDERVISERPRIS
SKOLESKAKUNDERVISERE INDSTILLET TIL UNDERVISNINGSPRIS
Der er omkring 2000 dygtige og engagerede skoleskakundervisere rundt om i landet, som vi samarbejder med. To af dem finder vi på Nørrevangsskolen i Randers: Mette B. Nielsen og Marlene T. Øland er indstillet til Politikens Underviserpris af deres skoleleder og Dansk Skoleskak.
Politikens Underviserpris bliver uddelt d. 17. maj, og du kan læse indstillingen af Mette og Marlene i de næste afsnit.
INDSTILLINGEN TIL POLITIKENS UNDERVISERPRIS 2022:
DERFOR SKAL DE INDSTILLEDE HAVE PRISEN
Mette B. Nielsen og Marlene T. Øland indstilles hermed til Politikens Underviserpris. De indstilles for utrætteligt arbejde med at bruge skoleskak som pædagogisk redskab på Nørrevangsskolen i Randers gennem en årrække.
Gennem årene har Mette og Marlene beriget deres kollegaer på Nørrevangsskolen med deres viden og tanker om hvad skoleskak kan bidrage med ift. den daglige undervisning, fællesskab og ift. elevernes dannelse. Deres store engagement har gjort, at der spilles skoleskak på alle årgangene fra 0. til og med 7.kl.
Mette og Marlene formår gennem deres engagement og troen på det bedste i alle børn at gøre en forskel for nogle af de elever, der i det daglige ikke har mange succesoplevelser. Dermed skaber de helt konkret nye veje til læring – og det sker på en mild og varmhjertet facon.
EKSEMPLER FRA UNDERVISNINGEN
1: Marlene lod i 2018 et kamerahold ”se med” i sin undervisning. Klip fra lektionen er siden fremvist for flere end 500 lærere/pædagoger på forskellige skoleskak-uddannelser. Typiske reaktioner har været ”Wow” og ”jeg er helt ’blown-away’ over hendes klasseledelse”. Disse blik ind i Marlenes klasseværelse har bidraget til deprivatisering af megen skoleskakpraksis og udviklende diskussioner om, hvordan skoleskak kan bidrage til en roligere skole.
2: Det lykkedes i 2021 for fire elever at kvalificere sig til DM i skoleskak, som foregår på Sydfyn over en forlænget weekend. Mette agerede chauffør og coach for eleverne, som fik en oplevelse for livet.
3: Skolernes Skakdag – Hjernens Motionsdag er altid en kæmpe fest på Nørrevangsskolen. I år blev der arbejdet med brobygning og relationer, da ældre elever underviste de yngste i ”mini-games” i en festligt pyntet sal med sort-hvide balloner, pressedækning og masser af glade elever. Marlene og Mette går altid et ekstra skridt.
Indstillingen er lavet af Martin H. Larsen, skoleleder på Nørrevangsskolen og Mikkel Nørgaard, læringschef, Dansk Skoleskak

Mette og Marlene til Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag 2022 på Nørrevangsskolen, Randers.

Støt Dansk Skoleskaks arbejde med at spille hjernen stærk hos børn og unge.