LANDSFINALEN TÆNDTE GNISTEN

Nikolaj-Voss

LANDSFINALEN TÆNDTE GNISTEN

Nikolaj Voss underviser i naturfag og matematik i udskolingen på Balle Friskole i Bredsten og blev introduceret til skoleskak, da han sammen med en ven besøgte Landsfinalen sidste år. Hallen med over 1.000 koncentrerede elever tændte en gnist, og straks gik han til skolens ledelse for at gøre skoleskak til en fast del af undervisningen. Siden skoleårets start i august har Balle Friskole investeret i materialer, eleverne i indskoling og på mellemtrinnet har skoleskak en gang om ugen og et hold undervisere har været på Skoleskaklærer-uddannelsen®.

HVORDAN STARTEDE JERES SKOLESKAK-REJSE?

Det startede ved, at jeg tog med en kammerat til Landsfinalen i Grindsted og endte med at snakke med læringskonsulenten Claus. Han introducerede mig bl.a. til læringsplatformen GAMBIT® og spændende minigames.

Før Landsfinalen vidste jeg ikke særlig meget om skoleskak, men da jeg oplevede 1235 unge deltagere sidde dybt koncentrerede, give hinanden hånden og sige ´tak for kampen´ og ´god kamp´, var jeg solgt. Fra tribunerne kunne jeg efterfølgende også høre de unge dele deres oplevelser med undervisere og hinanden – både de gode og de mindre gode highlights. Det var tydeligt, at de reflekterede over deres spil og lærte af det. Jeg blev også overrasket over, hvor rolige og fokuserede alle spillere var, selvom flere af dem havde særlige behov. Det var utroligt at opleve, hvordan de alle arbejdede mod et fælles mål den dag. Det gjorde et stort indtryk på mig, og jeg vidste, at det var noget, jeg gerne ville være en del af.

Jeg gik straks til skolens ledelse og spurgte, om vi kunne få midler til at starte skoleskak op. Vi endte med at købe materialer til, at elever i 1.-6. klasse kan spille sammen, og derudover købte jeg bøger om skakspillet, så jeg selv kunne læse op på det.

Siden vi har startet undervisningen, har jeg hurtigt fundet ud af, at skoleskak ikke kun handler om at læse regler og strategier, men også om at gøre undervisningen mere undersøgende og legende. Med minigames som pistolskak, bliver undervisningen mere dynamisk og engagerende – det bliver skoleskak og ikke bare teknisk træning.

HVILKE ERFARINGER HAVDE DU INDEN SKOLESKAK?

Jeg har altid kunne lide at spille, især med min morfar som ung, men jeg havde aldrig overvejet at bruge det som pædagogisk værktøj før. For mig har skakspillet mest været noget, man spillede med en kammerat en gang imellem. Jeg havde aldrig tænkt over, at det kunne have en plads i skolen, så det var først, da jeg begyndte at undervise i det, at jeg for alvor fik øjnene op for mulighederne i skoleskak.

HVILKEN EFFEKT HAR SKOLESKAK PÅ ELEVERNE?

Nogle elever reagerer meget positivt på at komme ud af klasselokalet, da det giver dem en ny måde at interagere på. De møder hinanden i øjenhøjde, hjælper hinanden og udvikler deres samarbejdsevner. Når en elev fra 3. klasse sidder over for en fra 1. klasse, opstår der en naturlig dialog om regler og strategier. De kommenterer hinandens træk med bemærkninger som: “Det må man ikke”, “Har du overvejet dette?” eller “Du glemte at sige skak”. På den måde bliver de ikke kun en del af skakspillet, men også af en social læringsproces, hvor respekt og kommunikation er i fokus.

Samtidig træner de deres evne til at fordybe sig og koncentrere sig. Vi kan tydeligt mærke, at jo mere vi arbejder med skoleskak, desto lettere bliver det for eleverne at engagere sig og blive opslugt af spillet. Det er en proces, der kræver tid, men vi ser, hvordan de gradvist bliver bedre til at fokusere og tilpasse sig denne anderledes måde at lære på.

HVAD ER NÆSTE SKRIDT?

Skoleskaklærer-uddannelsen® var en kæmpe hjælp til at få faglig sparring på, hvordan vi kommer videre og udvikler skoleskak på skolen. Det næste skridt er at omsætte det, mine kollegaer og jeg har lært på uddannelsen, til praksis. Vi vil fokusere på at integrere flere af de effektive skoleskak-aktiviteter og samtidig blive skarpere på de pædagogiske mål, vi ønsker at opnå.

Til at begynde med så vi skoleskak primært fra et fagligt perspektiv, især med fokus på matematik, men vi er også blevet mere opmærksomme på de pædagogiske muligheder, skoleskak rummer. Nu handler det om at reflektere og evaluere, og hvordan vi bedst bruger skoleskak i undervisningen.

HVAD ER DINE AMBITIONER FOR SKOLESKAK?

Vores mål er at deltage i forskellige skoleskakarrangementer, så eleverne får en oplevelse af at være en del af noget større. Vi vil vise dem, at skoleskak ikke bare er noget, vi laver i vores egen lille gruppe, men at det rækker ud over skolens rammer og skaber fællesskab på tværs.

Vi ønsker også, at skoleskak bliver en naturlig del af hverdagen – for eksempel som en frikvarteraktivitet, der kan hjælpe eleverne med at møde nye kammerater, især på tværs af årgange. På vores friskole har vi kun én klasse per årgang, så det ville være værdifuldt, hvis eleverne kunne danne relationer på tværs af klassetrin. Vi har allerede venskabsdage og klassearrangementer, men det at mødes regelmæssigt gennem skoleskak kan styrke fællesskabet yderligere.

Derudover vil vi gerne fremme gode sociale værdier gennem skoleskak. Konceptet god skakstil – at hilse pænt, takke for kampen og behandle hinanden med respekt – er noget, vi håber at integrere i skolens kultur. Vi ønsker at styrke ordentlighed i samværet, og vi tror på, at skoleskak kan være et stærkt redskab til netop det.

HAR DU ET RÅD TIL UNDERVISERE, DER OVERVEJER SKOLESKAK?

Spring ud i det! Det kan virke uoverskueligt i starten, men når først man ser, hvad skoleskak kan, og får kollegaer og ledelsen med, falder det hele på plads. Heldigvis findes der også en masse materialer, som ikke koste alverden, og man behøver ikke en stor plan fra starten. Start med bonden – så kommer resten senere.

SKAL DU HAVE SKOLESKAK I DINE TIMER?

Få mere viden om, hvordan I kommer i gang med at spille hjernen stærk på din skole.

Bestil gratis infomateriale

Book en gratis rådgivningssamtale med en læringskonsulent

Støt Dansk Skoleskaks arbejde med at spille hjernen stærk hos børn og unge.

Xenia Bruun
xenia@skoleskak.dk


Live Chat