
23 apr 2019 SKOLESKAK SOM METODE – HVORDAN?
NATIONAL VIDENSDAG OM SKOLESKAK 2019
Du kan stadig nå at sikre dig en billet til National Vidensdag om Skoleskak 2019, 10. maj i Odense.
Sammen med en udenlandsk topprofessor, dygtige praktikere, tre skoleledere, en skakstormester og en af landets skarpeste uddannelsesredaktører sætter vi fokus på skolens udfordringer, og vi skal diskutere, hvordan skoleskak kan være en del af løsningen.
Vi skal blandt andet blive klogere på, hvordan skoleskak kan bidrage til øget inklusion, og hvad den engagerede underviser kan gøre, så arbejdet med skoleskak bliver forstået, værdsat og kommer på skoleledelsens lystavle.
Vi får besøg af to dedikerede undervisere, Didde Qvist, som underviser specialklasser på Østre Skole i Middelfart, og Lene Bitsch Bierbaum fra specialskolen Louiseskolen i Haderslev. De er begge med i SFA-indsatsen, som vi skal høre lidt om, og herefter vil de dele ud af deres erfaringer fra praksis. Dagens konferencier, Jacob Fuglsang, vil imens indsamle spørgsmål fra salen til de to oplægsholdere.
Efter oplæggene er der en times frokostpause med rig mulighed for erfaringsudveksling, sparring og en snak med en af Dansk Skoleskaks læringskonsulenter.

