13 aug 2024 Eventyret om den lille bonde
DEL 1
Der var engang en lille hvid bonde ved navn Børge. Han boede i et skakternet kongerige med sine søskende og de fornemme officerer. Børge var en lille splejs, som ingen gad lege med. Alle syntes at Børge var uduelig, og han blev mobbet. ”Flyt dig, Børge”, sagde de fine officerer, ”du står i vejen når vi skal ud at slås”. Eller de sagde: ”Se Børge, han kan hverken springe eller løbe, han kan bare stå og se kedelig ud”. Selv hans søskende – de andre bønder – syntes at Børge var kedelig, og de gad ikke følges med ham, når de spadserede hånd i hånd. Børges mor, den fine løber Lotte, syntes også at Børge var en underlig bonde. Derfor sagde hun altid: ”Børge, hold dig i baggrunden, så de andre ikke kan se hvor lille og uduelig du er”.
En dag gik hun op til den fornemme dronning og foreslog at Børge skulle ofres i en gambit, for så gjorde han da lidt nytte.
Da Børge hørte, at han skulle ofres, stak han af. Han sprang lige ud gennem kongerigets port og gemte sig inde i et hvidt tårn. Der sad han og ventede på en chance for at komme videre ud i den store verden. ”Det kan vel aldrig blive værre end at gå derhjemme og blive drillet, og måske ofret”, tænkte Børge. Han skulle vise dem alle sammen at han godt kunne klare sig, og måske en dag blive en berømt og modig kriger.
Da der blev fri bane, sneg Børge sig ud fra tårnet og listede frem mod fjenden. Nu var det en fordel at Børge var så lille, for ingen lagde mærke til ham. Men pludselig kom en sort springer galopperende lige imod ham og vrinskede: ”Hvad laver du her i mit land, lille bondesplejs?”
Børge blev frygtelig bange, for hesten havde en stor mund med skarpe tænder, og ovenpå hesten sad en kriger med et sværd. ”Jeg er bare en lille bonde, der er blevet væk fra sin mor”, sagde Børge. ”Ingen kommer levende fra at snige sig over grænsen til mit land”, sagde springeren, og ridderen svingede sit sværd mod Børge. Men Børge trådte hurtigt et skridt frem, så han stod skråt overfor springeren, og inden den farlige hest nåede at flytte sig, havde Børge slået den ud af brættet.
“Puha”, tænkte Børge, “det var nær gået galt”. “Jeg må passe på, for her vrimler det med sorte soldater, og der er ikke mange gemmesteder”.
Efter at have slået springeren ud, var Børge kommet over i en anden bane, og her så det ud til, at der var plads til at rykke frem.
DEL 2
Men pludselig mødte han en høj mur, som det var umuligt at komme udenom. Det var et stort, sort tårn fuld af soldater, og inden Børge fik set sig om, var han omringet af soldaterne, som smed ham ned i tårnets fangehul. ”Nu kan du sidde her til i morgen, og så skal du hænges på skafottet”, sagde tårnkommandanten.
Der var mørkt og koldt i fangehullet, men øverst oppe var der et lille vindue med tremmer for, og Børge kunne se og høre, når soldaterne trampede forbi. Det lykkedes ham at kravle op til vinduet, så han kunne se ud på det sorte kongerige. Der var små bønder, som lignede ham, og de stod og passede på den sorte konge.
Pludselig så han, at der også var nogle hvide officerer, som prøvede at angribe kongen. Og var det ikke hans egen mor, løberen Lotte, der lå på lur ikke ret langt væk? Børge fløjtede en lille melodi, som de tit spillede derhjemme. Lotte blev helt forvirret og kunne ikke høre, hvorfra lyden kom. ”Tårnet”, hviskede Børge, og nu så Lotte det lille vindue i tårnet med tremmer for, og hun genkendte Børge. ”Hvad laver du her, Børge?” hviskede hun. ”Jeg blev fanget af tårnets soldater, og i morgen skal jeg hænges”. Lotte fik ondt af sin lille umulige unge. Men hvordan skulle hun redde ham? ”Hold ud, Børge, jeg har fået en idé”.
Sammen med sin gode ven, springeren Signe, lokkede de tårnet til at løbe efter Lotte. Det lykkedes at narre det dumme tårn, det fangede Lotte og smed hende ud af brættet. Men nu kunne Signe give en dobbeltskak mod kongen og tårnet, og så var det også ude med det sorte tårn og alle fangerne slap fri. Børge løb ud og ville sige tak til sin mor, men hun havde ofret sig for sit lille bondebarn og lå nu udenfor brættet sammen med det onde tårn. Springeren Signe trøstede Børge, og sagde: ”Nu er du kommet så langt, at du skal prøve at komme helt ned til enden af det sorte kongerige, for så ville der ske noget magisk. Men pas på, der lurer stadig mange farer”, sagde Signe.
Børge gik forsigtigt frem og syntes, at han kunne skimte det klare lys for enden af det sorte kongerige. Bare to skridt mere frem, og så kommer jeg til det magiske sted. Men pludselig sagde en høj og myndig stemme: ”Stop i kongens navn”!
DEL 3
Det var den onde sorte dronning, som stod foran ham med sit ildsværd. ”Hvor kommer du fra din lille hvide spion? Ved du ikke, at der er dødsstraf for at snige sig ind i vores kongerige?” råbte hun. “Nu er det ude med mig,” tænkte Børge, “hvordan skal jeg slippe væk, når jeg hverken kan gå tilbage eller til siden?”
Den sorte dronning skulle lige til at hugge hovedet af Børge, da hun pludselig hørte et højt vrinsk fra springeren Signe. Signe passede nu på Børge, så dræbte dronningen den lille bonde, ville hun selv blive sparket ud at brættet.
Den sorte dronning tilkaldte nu alle sorte officerer, der var tilbage på brættet. Nu skulle det store slag kæmpes mod den hvide hær. Børge så, hvordan dronninger og tårne slog hinanden ud af brættet, og til sidst var han helt alene sammen med Signe. Det fik den sorte konge til at rejse sig fra sin tronstol og gå hen mod Børge – og han tog sin sidste officer, en sort løber, med! Børge opdagede hurtigt, at løberen gik på de hvide felter, og Børge hoppede frem på et sort felt, så den ikke kunne gøre ham noget.
Signe kaldte på den hvide kong Erik efter hjælp til at få Børge frem til det magiske sted. Den gamle konge var langsom men snedig. Kong Erik lokkede den sorte konge til at spærre for sin løbers bane, så Børge kunne smutte et felt frem, hvor ingen længere kunne standse ham. Børge hoppede ned på sidste række og mærkede pludseligt, at det killede gevaldigt i maven. Med et pling! blev han forvandlet til den smukkeste hvide dronning. Og så blev spillet for alvor interessant.
Nu var det ingen sag for dronning Børge at slå den sorte løber ud at brættet, og så gik jagten i gang på den sorte konge. Sammen med springeren Signe fik de jaget kongen ud i hjørnet, hvor han ikke kunne slippe væk og blev sat skakmat. Uden for brættet jublede hele Børges familie og venner: “Hurra for Børge! Hurra for sejren! Børge er vores helt!” Børge blev helt rørt, og mens han blev hyldet af de hvide brikker, kunne kan ikke lade være med at tænke:
“Det er ikke så slemt at starte ud som en lille, kedelig og ubrugelig bonde, for bare man er modig og spiller sammen med andre, kan man ende som en smuk og stærk dronning!”
