23 sep 2024 HJÆLPER ELEVER MED MATEMATIKVANSKELIGHEDER
EN GOD INDGANGSVINKEL TIL ELEVER MED MATEMATIKVANSKELIGHEDER
Mia Gregersen Lund underviser i matematik på Frejlev Skole i Aalborg, og blev introduceret for skoleskak, da hun kom på Skoleskaklærer-uddannelsen® for 2 år siden. Til daglig er hun matematikunderviser i almen-sporet på Frejlev Skole. Da Mia blev matematikvejleder i skolens kompetencecenter, blev hun opmærksom på skoleskak som en alternativ tilgang til matematik, som resonerer med eleverne.
HVORDAN BRUGER DU SKOLESKAK MED ELEVER I MATEMATIKVANSKELIGHEDER?
Det er især i arbejdet med matematikangst, at jeg bruger skoleskak. Jeg bruger skakspillet som et værktøj til at åbne forståelse for, at matematik er meget mere end bare at sidde og lave opgaver med konstant repetition. Jeg har en pige i 6. klasse, der har brug for at få matematik præsenteret som noget visuelt. Vi arbejder med brøker i øjeblikket, så der bruger vi fx minigamet Skær En Hær for at gøre problemstillingen mere håndgribelig. Det hjælper rigtig meget, at skakspillet er lige foran dem, og at de kan se og føle brikkerne i hånden.
Jeg bruger også skoleskak som en introduktion til nye elever, da der jo er mange elever, som ikke har mig som fast matematikunderviser. Ligesom man bruger skoleskak til at skabe bedre kommunikation mellem eleverne, bruger jeg også skakspillet til at skabe en god relation, for så er det lidt lettere at komme til at snakke sammen. Det giver også en god vinkel til at præsentere eleven for, hvad vi laver nede hos mig i kompetencecenteret.
HVAD SYNES DU SKOLESKAK GIVER ELEVERNE?
Jeg synes det giver eleverne succes-oplevelser. Typisk vil elever med matematikvanskeligheder gå ind til en matematiktime og allerede slå sig på, at det er matematik, der er på skemaet. Så det at komme ned til mig og se, at der er ikke så mange ting, at forholde sig til, giver dem hurtigt noget succes, i og med at skoleskak er håndgribeligt og let at gå til. Så synes jeg også, at skoleskak gør det væsentlig lettere at forklare nogle ting. Matematik i dag handler blandt andet om at kunne løse problemer på forskellige måder. Lad os tage pigen med brøkerne. Man kan se brøker på mange måder: man kan se dem som opgaver, som en stafet, og så kan man også arbejde det ind i et skakspil.
En anden succesoplevelse vi kan give dem, er at gøre eleverne, der besøger kompetencecenteret, til PLAYMASTERS®. Det er jo ikke sikkert, at resten af klassen kender til skoleskak, så nogle af dem, der har slået sig på matematik, kan pludselig få rollen som ’den gode’ og formidle skoleskak videre til kammeraterne.
HVORDAN TAGER ELEVERNE IMOD SKOLESKAK?
Jeg har ikke oplevet nogen elever endnu, der har ikke har kunnet se ideen med skoleskak. De er mere motiverede for, at vi kan tage et lille spil først og så præsentere dem for mere og mere matematik bagefter. Det giver en supergod åbning for, at matematikken pludselig ikke er så farlig.
Jeg har en elev i 5. klasse, som har slået sig meget på matematik. Han havde aldrig prøvet at spille skoleskak, inden han kom ned til mig, og efter kort tid viste det sig, at han var vanvittig dygtig til at forstå skakspillet og tænkte virkelig logisk. Så for ham har det bare været alfa omega, at vi har arbejdet med skakspillet. Fordi så har vi kunnet tage et helt almindeligt spil tale sammen om fx diagonaler på et skakbræt. Det er en lettere indgangsvinkel, og eleverne synes, det er mega fedt.
HVORDAN RESPONDERER DINE KOLLEGAER PÅ, HVOR MEGET DU BRUGER SKOLESKAK? KAN DE OGSÅ SE EN MENING MED AT BRUGE DET?
Vi er en hel del matematikundervisere, der kan se meningen i at bruge skoleskak. Men der er også nogle undervisere, der stadig skal se, at det ikke bare er spil på et bræt, men at vi faktisk kan få koblet noget matematik på skakspillet.
Når vi sidder med elever med matematikvanskeligheder, så er målet hele tiden, at vi ikke skal ekskludere eleverne men derimodgive dem nogle redskaber, så de kan inkluderes i den almene undervisning. Og der er skoleskak jo godt, fordi når man sætter en skoleskakaktivitet i gang, så er de, der ellers normalt er i vanskeligheder, automatisk med.
SYSTEMATISK INDSATS MED SKOLESKAK I AALBORG
Systematisk indsats med skoleskak i Aalborg finder sted i et samarbejde mellem Dansk Skoleskak, Aalborg Kommune og Frejlev Skole, Kærbyskolen, Solbakkeskolen og Svenstrup Skole. Formålet med indsatsen er at skabe mangfoldige indsatser på tværs af almen- og specialområdet til gavn for elevernes trivsel og læring – samtidig med, at der arbejdes målrettet på at forbedre elevernes matematiske kompetencer med skoleskakprogrammet SKAK+MAT® som redskab. Indsatsen har kørt siden 2021 og slutter foreløbigt ved årsskiftet.