Kommunemesterskab i Hvidovre

Kommunemesterskab i Hvidovre

hvidovremesterskaberne-skoleskak-2016Torsdag den 27. oktober blev der afholdt kommunemesterskaber i Hvidovre. Skoleskaklærer Thorbjørn Bromann fra Langhøjskolen i Hvidovre beretter her om mesterskabet, der gav de deltagende elever mulighed for at kvalificere sig til DM i Skoleskak, der afholdes sidste weekend i november.

Vellykket kommunemesterskab i Hvidovre
af Thorbjørn Bromann

“Torsdag den 27. oktober blev der afholdt Hvidovremesterskaberne i Skoleskak med 250 skoleelever. Medborgersalen i Hvidovre var en perfekt ramme for kommunemesterskabet, som blev afholdt for første gang. Kommunen havde lavet flotte bannere og desuden indkøbt nogle meget fine pokaler til de fem gruppevindere.

5 x monradgrupper
I modsætning til de fleste andre kommunemesterskaber, så havde arrangørerne besluttet, kun at lave fem monradgrupper, hvilket gav travlhed med rundelægningen i de store grupper, men med hjælpere fra Dansk Skoleskak, Københavns Skoleskak og Hvidovre Skakklub lykkedes det uden problemer. På den måde kunne der kåres fem Hvidovremestre i grupperne B-F, som var inddelt på samme måde som til DM i Skoleskak.

Alle eleverne spillede 7-8 kampe, som blev afgjort efter ”svensk afdømning”, hvis der ikke var fundet en vinder efter 12 minutter. Som noget nyt blev kampene sat i gang med en højlydt nedtælling på computer, hvorefter der på få sekunder blev fuldstændig ”skakro”. Tilsvarende afsluttedes kampene med et højt ”Game Over” fra computeren.

Borgmester overrækker præmier
Dagen sluttede med præmieoverrækkelse af borgmester Helle Adelborg, der ud over pokaler også kunne uddele diplomer med kvalifikation til DM i Skoleskak til den bedste fra hver årgang. Dansk Skoleskak havde sponsoreret en stor og flot vandrepokal til den skole, som klarede sig bedst. Fra hver skole blev de 10 bedste elevers pointscore lagt sammen og derefter kunne Langhøjskolen kåres til årets Hvidovremester tæt efterfulgt af Præstemoseskolen, mens Dansborgskolen og Risbjergskolen tog sig af de efterfølgende placeringer.

Skoleskak prioriteres i Hvidovre Kommune og det er allerede besluttet, at Hvidovremesterskaberne i Skoleskak skal afholdes igen i næste skoleår”.

Tak til Thorbjørn for den fine beretning. Har du en skoleskakhistorie, som du gerne vil dele? Så send den til katrine@skoleskak.dk.

Spørgsmål? Kontakt din lokale skoleskakkreds, eller info@skoleskak.dk / 3049 0580.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat