29 nov 2022 Tillykke til nye æresmedlemmer
TILLYKKE TIL DANSK SKOLESKAKS NYE ÆRESMEDLEMMER
Sidste weekend i november blev der traditionen tro afholdt DM i Skoleskak & Læringsfestival på Den Frie Lærerskole i Ollerup.
Det var en fantastisk weekend med masser af skoleskak og god stemning blandt unge og voksne.
I år var der indlagt et særindslag lørdag formiddag, hvor Dansk Skoleskaks generalsekretær Mads Jacobsen havde glæden af at indvie to nye æresmedlemmer i Dansk Skoleskak.
Det er ikke en ære man bare lige får fingrene i. Kravet er at have været aktiv i skoleskakkens verden i mindst 20 år. Det krav kunne de to nye æresmedlemmer, Henrik Ochsner og Ole Holm, begge opfylde.
Henrik Ochsner var igennem flere årtier en central skikkelse i skoleskakken. I særdeleshed i Aarhus, hvor han både var mangeårig træner og kredsformand af to perioder med 20 års mellemrum. Men også i landsarbejdet, hvor han spillede en central rolle som bl.a. dirigent på årsmøderne fra 2006 og et årti frem, hvor grundstenene til det moderne skoleskak blev grundlagt på en række skelsættende møder.
Henrik gik desværre bort tidligere i år. Hans søn Bjørn Møller Ochsner (til højre på billedet) var til stede for at tage imod æresmedlemskabet på Henriks vegne.
Ole Holm blev også æret for sit mangeårige frivillige engagement i Dansk Skoleskak. Ole har været formand for Ringkøbing Kredsen og frivillig skoleskaktræner i Struer og omegn.
Ole er desuden stadig en aktiv hånd, der gerne rejser langt for at hjælpe Dansk Skoleskak med at afholde stævner. Ole har altid skaksæt liggende i bilen klar til brug, og hans hjælp og gode humør er værdsat af mange.
Stort tillykke til de to nye æresmedlemmer – uden jer havde skoleskak ikke været det samme.
Støt Dansk Skoleskaks arbejde med at spille hjernen stærk hos børn og unge.