27 maj 2021 Skoleskak og matematik
I denne måneds inspirationshistorie har vi talt med Line Wetke, lærer på Nørrebro Park Skole, om hendes erfaringer med SKAK+MAT® programmet og skoleskak.
Line har brugt skoleskak i 4-5 år som en del af matematikundervisningen og den understøttende undervisning.
HVORNÅR STØDTE DU FØRSTE GANG PÅ SKOLESKAK?
Jeg stødte første gang på skoleskak for snart 5 år siden. Jeg havde set et indslag i nyhederne, mine elever gik i 2. klasse ,og jeg tænkte, det ville være et rigtig godt supplement til matematikundervisningen. Jeg gik til min daværende leder dagen efter, som kunne fortælle mig, at en anden kollega netop også havde henvendt sig. Vi begyndte at undersøge hvilke muligheder der var og kom inden længe i kontakt med Dansk Skoleskak.
Inden da havde jeg aldrig rørt et skakspil, så derfor blev jeg enormt begejstret, da det viste sig, jeg kunne få muligheden for at lære spillet, lære at undervise i det samt lære, hvordan det kunne understøtte matematikundervisningen og endda også være et inkluderende element.
HVORDAN FUNGERER SKAK+MAT® PROGRAMMET TIL AT LÆRE ELEVERNE MATEMATIK?
Det meget simple svar er, at det fungerer fremragende.
Når jeg ser mine elever gå i gang med en matematikopgave og ikke ved, hvad de skal gøre, er det oftest fordi, de mangler en strategi. De vil meget gerne direkte fra spørgsmål til svar. Selvom vi har arbejdet med mellemregninger meget, meget længe, er det svært for mange at forstå, hvor vigtig en del af matematikken det egentligt er.
Når man giver børn et skakspil mellem hænderne, vil de meget gerne i gang med at slå modstanderens brikker hurtigst muligt; de vil gerne i mål før de overhovedet er gået i gang. De lægger ikke planer, de systematiserer ikke og de tænker ikke over, hvilke trak modstanderen kan foretage.
Derfor arbejder vi med – når vi stiller det fulde skakspil op – at man ikke må slå modstanderens brikker før man har fået bønder mod centrum, fået officerer ud og lavet rokade. Der skal simpelthen tænkes før der handles.
Når vi laver undersøgelser på skakbrættet, skal eleverne notere deres bevægelser. Det er en direkte træning til at lave andre matematiske undersøgelser. Skakbrættet gør det visuelt nemt at navigere rundt i sine handlinger.
ER DER ANDET DU VIL TILFØJE?
På Nørrebro havde vi fået et bydelsmesterskab op at stå mellem Nørrebro Park Skole, Guldberg Skole og Blågård Skole. Vi har indtil nu haft to bydelsmesterskaber på tværs af de tre skoler og havde et tredje planlagt, som vi har udskudt og glæder os til, vi kan få etableret igen.
Til de her bydelsmesterskaber handler det mest af alt om at være med og få skabt et godt miljø med et fælles tredje på tværs af Nørrebros folkeskoler. Men det er unægtelig federe at være med, når ens egen skole to år i træk hiver 1. pladsen med hjem.
HVAD VIL DU SIGE TIL DE UNDERVISERE, DER LÆSER MED OG OVERVEJER AT TAGE PÅ SKAK+MAT® UDDANNELSEN?
Gør det! Skoleskak kan bruges på så mange forskellige måder, og det er lækkert at have med sig. Derudover kan det også bruges på alle årgange i forskellig grad. Da jeg startede med at bruge det i min undervisning havde jeg aldrig forventet, at eleverne ville tage det til sig. Nogle dage bliver jeg plaget af mine 7. klasser om at få lov til at blive i klassen i pauserne, så de kan få lov til at sidde stille og roligt sammen og spille skak. De elsker især babyskak i pauserne og det sociale element der er i det.
Hvis du er blevet inspireret af Lines historie, kan du booke en gratis rådgivningssamtale og høre mere om, hvordan du kan bruge Skoleskak til at hjælpe børn og unges faglige, sociale og mentale udvikling.
Line Wetke, lærer på Nørrebro Park Skole, der bruger skoleskak i matematikundervisningen og den understøttende undervisning.