Skakternet hilsen fra Cambodja

Skakternet hilsen fra Cambodja

HILSEN

Skakspiller, Ellen Fredericia, var i sommers en tur til Cambodja, hvor hun arbejdede på en skole ude i en af provinsbyerne. Dansk Skoleskak donerede skakspil til skolen, som Ellen besøgte, for at hun kunne undervise eleverne i forbindelse med sit ophold. Ellen har sendt os en lille hilsen om sit ophold i Sydøstasien:

”I juni måned tilbragte jeg 3 uger i Cambodja på en lille “engelsk”-skole i provinsen Takeo. Med mere end 15 minutter i tuktuk til det nærmeste rigtige marked, så er det nok fair at sige, at skolen ligger midt ude i ingenting. Skolen er bygget fra bunden af Jason, som selv voksede op i Takeo uden meget på hånden, men fordi han fik lært at tale engelsk, åbnede der sig mange flere muligheder for ham. Han byggede skolen for at kunne give tilbage til sin barndomsby og for at give børnene mulighed for at lære engelsk, så de kan vokse op og få en bedre fremtid, end de ellers ville kunne. Børnene er i alderen fra 5-17 og kommer alle hen til Jason, efter de har haft undervisning på deres rigtige skoler, og især de ældste ender med at have meget lange dage.

Jeg brugte de fleste af mine timer med de helt små børn, hvor skolen virkede som en slags børnehave med introduktion til engelsk. Hos dem var det ikke nemt at komme igennem med ideen om skoleskak, da de foretrak at løbe rundt i bare tæer på cementen i skolegården. Jeg underviste dog også de ældste piger i én time hen ad aftenen, og efter deres lange dage var der ikke meget, de ikke ville gøre for at slippe for mere undervisning. Vi skulle selvfølgelig igennem noget engelsk, men jeg formåede da også lige at få givet dem en lille introduktion til skakspillet før, de enten fik mig selv og de andre frivillige overtalt til fodbold eller at gå en tur, hvor de viste os de smukke cambodjanske solnedgange.

De bedste hilsner fra Ellen Fredericia”

Tak til Ellen for den fine hilsen, og tak til de kunder i Skakshoppen.dk, som med en donation i forbindelse med deres køb, også har støttet, at vi kunne give materialer til det gode formål.

Støt Dansk Skoleskaks arbejde med at spille hjernen stærk hos børn og unge.

Caroline Fredensborg
caroline@skoleskak.dk


Live Chat