20 maj 2021 Skak På Tværs i Nivå
Det er forår og Dansk Skoleskak udnyttede onsdag eftermiddag det gode vejr til at komme ud og flytte brikker under solen.
Skakbilen var på besøg i Nivå, hvor vi med stor hjælp fra helhedsplanen Nivå Nu fik samlet både børn, unge og forældre fra boligområdet i Nivåhøj til at komme for at lære både skakspillet og hinanden at kende.
Vi satte borde med skakbræt op i Nivå Nu’s baghave, hvor man kunne være i læ for solen, men stadig fange de solstråler der tittede frem fra tid til anden. Med håndsprit nok til alle og albuerne klar til ”håndtryk”, var en håndfuld små familier med forskellige baggrunde klar til at dyrke fællesskabet i lokalområdet. Et par drenge kendte hinanden fra skoleklassen, men ellers var det for de fleste første gang de mødte hinanden.
Nogle af deltagerne kendte allerede skakreglerne, mens andre aldrig havde prøvet at spille før. Så der var plads til at de mere øvede spillere kunne dyste med alle brikkerne, mens nybegynderne fik lov at prøve at give sig i kast med Bondeskak (4 bønder mod 4 bønder – første bonde til enden af brættet vinder!).
Deltagerne fik sidst på dagen en flyer med invitation til 102030SKAK, hvor vi håber at se spillere fra Nivå og resten af Danmark til online-skoleskak hver 10. 20. og 30. i måneden!
Alt i alt fik vi fornemmelsen af at folk havde en hyggelig og lærerig eftermiddag, og vi håber meget at kunne lave lignende arrangementer i fremtiden. Derfor vil vi gerne sige tusind tak til Nivå Nu for samarbejdet og tak til deltagerne for den gode stemning.
Skak På Tværs er et samarbejde mellem Boligforeningen VIBO, helhedsplanen Nivå Nu og Dansk Skoleskak, hvis ønske er at skabe fællesskaber på tværs af alder, køn og etnicitet, og et forsøg på at forebygge ensomhed og isolation i en udfordrende tid. Projektet er finansieret af Vær Med! – Boligernes Landsforenings pulje til bekæmpelse af ensomhed.