13 feb Postkort fra Stolpedalsskolen
SKOLERNES SKAKDAG
Dansk Skoleskak er altid glade for at se og høre om, hvordan skoleskak bliver brugt, spillet og fejret ude på landets medlemsskoler. Vi har fået en hilsen fra skoleskakansvarlig Hans-Peder Abildgaard, der styrer skoleskakken på Stolpedalsskolen i Aalborg, om hvordan de fejrede Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® i fredags.
KÆRE SKOLESKAK
Fredag den 6. februar afholdt vi Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® på Stolpedalskolen – en virkelig vellykket dag fyldt med koncentration, fællesskab og spilleglæde.
Vi startede morgenen med skaksjov for 4. årgang, hvor eleverne spillede flere forskellige former for minigames, blandt andet ”6–7 skak” og ”Raketskak”.
Senere på formiddagen samledes hele 4. årgang, hvor også vores fokusklasser, mellemtrins-fokusklasse og Delta deltog. Her spillede eleverne på tværs af klasser, klassetyper og afdelinger, hvilket skabte nye relationer og styrkede fællesskabet.
Formålet med dagen for os var at sætte fokus på fællesskab, nye venskaber og det at møde hinanden på tværs.
Generelt giver skoleskak eleverne mulighed for at træne hjernen, tænke i matematiske sammenhænge og øve sociale kompetencer som at give hånd, have øjenkontakt og møde nye mennesker, som man ikke nødvendigvis taler med til daglig.
Skolernes Skakdag var en fantastisk dag med glade og engagerede elever. Som skoleskakansvarlig oplever jeg også stor opbakning fra kolleger, der giver udtryk for, hvor meget det kan, når børn samles om noget analogt, koncentrerer sig og er sammen på en rolig og nærværende måde. I en tid præget af digitale medier er det ekstra værdifuldt at skabe rum for fordybelse og fællesskab ansigt til ansigt.
Alt i alt en mega god dag, hvor både elever og voksne gik derfra med smil på læben og en følelse af at have været en del af noget meningsfuldt.
TAK
Tak til Hans-Peder for at give et dejligt indblik i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® på Stolpedalsskolen.

