NYE PLAYMASTERS® VOKSER MED OPGAVEN

NYE PLAYMASTERS® VOKSER MED OPGAVEN

HVORDAN ER DET GÅET ÅRETS PLAYMASTERS®?

I løbet af dette skoleår er der blevet uddannet en masse PLAYMASTERS® landet over, der er kommet hjem til deres egne skoler for at hjælpe andre med at styrke deres hjerner gennem spil og være et eksempel på god skakstil. Men hvordan har de nye PLAYMASTERS® tilpasset sig deres roller? Vi har fået hilsner fra et par skoler, der fortæller om, hvordan deres PLAYMASTERS® har udfoldet sig efter kurset.

MUNKEVÆNGETS SKOLE

På Munkevængets Skole i Kolding har de uddannet 9 PLAYMASTERS® i år, og det har kunnet mærkes på skolen. To gange om ugen i spisefrikvarteret er der skoleskak i det pædagogiske læringscenter (PLC), og her styrer PLAYMASTERNE® showet, når 30-40 elever kommer for at spille. Den skoleskakansvarlige har også ofte et par PLAYMASTERS® med ud i klasserne, når han underviser i skoleskak en time om ugen. Og de er meget populære. På Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® hjalp PLAYMASTERNE® med at sætte op og havde en tovholderrolle med egen snacklounge.

PLAYMASTER®-rollen giver eleverne et selvtillids-boost og nogle privilegier, de holder af, og som får dem til at gå gladere i skole. Eleven Walid, der ikke altid synes, at skole er det fedeste, er blevet meget grebet af spillet og deltog i DM i Skoleskak & Læringsfestival i Ollerup, hvor han havde en kongetur. Eleven Bilal står altid klar med skakvognen, og det er blevet hans domæne, at brætter og brikker altid er i orden.

RATHLOUSKOLEN

Rathlouskolen i Odder har uddannet 8 PLAYMASTERS® i år, og deres ansvarsområde er skoleskak på biblioteket. De står for aktiviteter i 10-pausen, hvor elever fra 3.-6. klasse må komme og spille med dem. Rathlouskolen er også i gang med at etablere et skakhjørne på biblioteket med et gulvskakspil, og et Håndværk og Design-valghold er i gang med at lave skakborde. Skoleskak er altså ved at blive et fællesprojekt.

HARTE SKOLE

På Harte Skole står deres 6 nye PLAYMASTERS® for frikvartersskak hver onsdag i 10-pausen, som de har klaret rigtig flot! Den skoleskakansvarlige har været til stede for at støtte dem, men det har næsten været unødvendigt. Til Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® hjalp de nyttige PLAYMASTERS® også til. De nye PLAYMASTERS® er så meget et hit, at Harte Skole overvejer at sende elever afsted på kursus hvert år, så det bliver et organisk initiativ, der hele tiden er i udvikling.

HARRESTRUP Å SKOLE – AFD. BLÅ

På Harrestrup Å Skole – afd. Blå i Valby er eleverne altid glade for skoleskak. Det er den knap, man altid kan trykke på, når der lige er brug for en aktivitet, som ikke gearer børnene op, men som udfordrer dem på et intellektuelt niveau. Skolen har i år uddannet 5 PLAYMASTERS®, og de står for frikvartersskak, som bliver afholdt på skolens udeareal.

VESTERGAARDSSKOLEN

På Vestergaardsskolen i Viby Jylland har de uddannet 4 PLAYMASTERS®, og de har derefter været fremtrædende i det videre arbejde med skoleskak på skolen. I perioden op til Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® i Grindsted var de tovholdere for skoleskak i grupper fra deres egen klasse. De nye PLAYMASTERS® har endnu ikke deltaget i undervisning af yngre klasser, men det er planen, at de skal undervise en 1. klasse næste skoleår.

HÆLDAGERSKOLEN

På Hældagerskolen i Vejle har de uddannet 5 PLAYMASTERS® i år. De har fået ansvar for at stå for skoleskak på 0. årgang. Det har fungeret glimrende, og det giver også PLAYMASTERNE® noget selvtillid at komme på gulvet. De synes alle sammen, at de har fået noget ud af det. Det er planen, at PLAYMASTERNES® rolle skal udvides næste skoleår.

Vil du også have PLAYMASTERS® på din skole? Tilmeld dine elever et kursus nær jer på Mit.skoleskak.dk.

Har I lyst til at være vært for et kursus? Skriv til playmaster@skoleskak.dk.

Støt Dansk Skoleskaks arbejde med at spille hjernen stærk hos børn og unge.

Caroline Fredensborg
caroline@skoleskak.dk


Live Chat