TAK FOR EN GOD NATIONAL VIDENSDAG!

TAK FOR EN GOD NATIONAL VIDENSDAG!

NATIONAL VIDENSDAG 2019 VEL OVERSTÅET

PROFESSOR BARRY HYMER
Første oplægsholder var Barry Hymer, professor i læringspsykologi. Barry talte om læring som mere og andet end blot det at opnå resultater. Han stillede bl.a. spørgsmålet: Er det essentielle at opnå bestemte resultater og fine titler, eller er det vigtigste, at man udvikler sig?

Barry skelner mellem ’performance’ og ’learning’ (præstation og læring) og mener, at glæden ved at lære er vigtig – og processen hen imod at opnå resultater ligeså. Han peger også på, at børn kun lærer, hvis vi ’kræver’ det af dem, altså udfordrer dem – og en gang imellem også puffer dem ud af deres komfortzone.

Med skoleskak får eleverne masser af udfordringer, for, som Barry siger, end ikke den mest avancerede computer har endnu knækket alle koder i skak!

ERFARINGER FRA PRAKSIS
Vi har også lyttet til kloge ord og erfaringer fra praksis. Ditte Qvist fra Østre Skole i Middelfart har vist en lille video fra en skoleskaktime hjemme på skolen. Hun fortæller, at en vigtig årsag til, at skoleskak har fået vind i sejlene på Østre Skole, er engagementet fra underviserne. Ditte fortæller også, at skoleskak gør det muligt for lærere og pædagoger at dele viden og arbejde sammen om et fælles projekt.

Lene Bitsch Bierbaum fra Louiseskolen i Haderslev, som underviser elever med autismespectrum-forstyrrelser, fortæller, at skoleskak bidrager med ro (hun kalder det ’skakro’) og træner eleverne i forskellige discipliner som tålmodighed og det at sætte sig i andres sted. Alt sammen noget, som ifølge Lene bidrager til livsduelighed. Louiseskolen er med i SFA-projektet sammen 52 andre skoler i hele landet.

Her til eftermiddag har vi taget et smugkig ind i skolelederens verden for at blive klogere på, hvordan der prioriteres mellem de mange såkaldte ‘kan- og skal’-opgaver på skolelederens bord. Vi har haft besøg af tre skoleledere, som hver fortalte om, hvordan og hvorfor de har skoleskak på deres skole.

Vi sluttede af med en paneldebat, hvor de tre skoleledere besvarede spørgsmål fra salen. Igen var det Jacob Fuglsang, der styrede slagets gang.

BESØG AF EN STORMESTER
Vi rundede dagen af med et festligt indslag. Stormester og vært på radioprogrammet Nimzowitsch på Radio24syv Lars Schandorff fortalte røverhistorier, imens han spillede mod et par modige udfordrere. Desværre fik de begge klø, men de gjorde det godt!

Tak for en spændende og hyggelig National Vidensdag 2019.

SFA og National Vidensdag er støttet af Egmont Fonden.

Lærke Maria Johnsen
laerke@skoleskak.dk