13 okt LASSE I SKOLEPRAKTIK
I ugen op til efterårsferien havde Dansk Skoleskak besøg af erhvervspraktikanten Lasse fra Niels Steensen Grundskole, som skulle hjælpe til på Landskontoret, i Skakshoppen og i Skakkens Hus – hjernens motionscenter®.
EN HILSEN
Hej! Jeg hedder Lasse, og jeg var i praktik hos Dansk Skoleskak i uge 41. Det var en fed oplevelse, og de tog mig ind med åbne arme, selvom jeg var ret sent ude med at finde et praktiksted.
Mandag
Jeg mødte ind 8:15 den første dag, som var planlagt til at være lang dag. Efter Dansk Skoleskaks ugentlige mandagsmøde, blev jeg sat til at hjælpe til på Skakshoppens lager, hvor jeg ryddede op og satte i stand, så der var klar til håndtering af ugens mange pakker. Det var måske ikke det mest underholdende i hele verden, men alligevel bedre end hvad nogle af mine klassekammerater har fået lov til at lave. Efter frokost lavede jeg nogle småopgaver på computeren, inden jeg fik lov til at hjælpe til ude i Kings Café og spille med de besøgende. Senere fik jeg også mulighed for at følge med i noget juniorundervisning, inden det blev tid til at tage hjem.
Tirsdag
Tirsdag startede også ud nede på lageret, hvor jeg fik mulighed for at pakke pakker, som Skakshoppens kunder havde bestilt. Det var lidt hårdt, men også ret fedt at kunne røre mig så meget. Eftermiddagen brugte jeg på at sortere brikker, der skal bruges til DM, hvor deltagere kan pynte brikker på et krea-værksted.
Onsdag
Onsdag arbejdede jeg med webshop for Skakshoppen.dk. Jeg skulle oprette en masse DVD’er, der er på udsalg, og så skulle jeg også lave research. Jeg kan godt lide skakcomputere, så jeg skulle finde informationer om, hvad jeg som forbruger synes kunne forbedre Skakshoppens inventar og produktbeskrivelser. Det var en dag, der involverede en del computerarbejde.
Torsdag
Torsdag mødte jeg sent, da jeg skulle være med til skakundervisning om aftenen. Om eftermiddagen fortsatte jeg mine opgaver i webshoppen indtil kl. 16, hvor jeg skulle overvære skakundervisning for Københavns Ungdomsskole. Efter at have siddet igennem introduktion og små opgaver, blev jeg en aktiv del af undervisningen, da jeg blev sat sammen med underviseren Uno for at spille babyskak i en mini turnering. Det var både sjovt og lærerigt, og Uno og jeg slog 4 hold i babyskakturneringen.
Fredag
Fredagen startede ud med, at jeg skulle være vært i Kings Café til formiddagsskak, hvor besøgende frit kan komme ind og spille en masse. Dette inkluderede at jeg, i tilfælde af ulige antal besøgende, også skulle spille med ved brætterne, hvilket gav mig mulighed for at forbedre mit eget spil. Efter frokost satte jeg lidt flere DVD’er til salg, før jeg gik på en lang og velfortjent efterårsferie.
Det har været en sjov uge med mange forskellige opgaver og langt bedre end den normale undervisning i skolen.
Skak for denne gang! 😊
