Landsfinale over 2 dage

Landsfinale over 2 dage

HISTORISK TRÆK: LANDSFINALEN I SKOLERNES SKAKDAG -HJERNENS MOTIONSDAG® UDVIDES TIL TO DAGE

Der sker et stærkt træk, når Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® med fondsopbakning fra 2027 fordobles til to dage. Forklaringen er enkel: Stigende interesse fra unge hjerner udfordrer rammerne, så selv det store center MAGION i Grindsted mangler plads til de mange skakbrikker.

Udvidelsen til to dage giver mulighed for, at flere unge kan deltage og spille hjernen stærk, og samtidig skabe en endnu bedre oplevelse for deltagerne, med bedre plads til sociale aktiviteter og læring. For at sikre de bedste rammer, opdeles finalen efter klassetrin: Torsdag den 15. april er dedikeret til de yngste elever fra 0.-4. klasse, mens de ældste elever fra 5.-9. klasse indtager brætterne fredag den 16. april 2027.

Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® før vinterferien er den tænksomme pendant til Skolernes Motionsdag før efterårsferien. I 2026 deltog flere end 61.000 unge hjerner i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag®, og 1.300 fandt vej til årets landsfinale i Billund Kommune. Med flere dage i 2027 bliver det muligt at invitere endnu flere unge til at spille hjernen og fællesskabet stærkt med skoleskak.

Generalsekretær i Dansk Skoleskak, Mads Jacobsen, glæder sig over de nye muligheder:

Interessen for Landsfinalen har været stigende, og kort sagt overgår interessen de fysiske rammer. Jeg er derfor glad for, at vi kan byde velkommen til Ole Kirk’s Fond som national partner, der sammen med Nordjyllandsfonden og Lundbeckfonden kan hjælpe med transporten og samtidig invitere flere med i skoleskakfællesskabet over flere dage.

Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® afvikles næste gang den 12. februar 2027 på 350 skoler landet over med opbakning fra Nordjyllandsfonden, Lundbeckfonden og Ole Kirk’s Fond samt lokale fonde. Billund Kommune – børnenes hovedstad er frem til 2029 værtskommune for Landsfinalen.

Landsfinale 2024

Støt Dansk Skoleskaks arbejde med at spille hjernen stærk hos børn og unge.

Caroline Fredensborg
caroline@skoleskak.dk


Live Chat