21 jan 2013 Lærere rustes til Skolernes Skakdag
På Vorbasse Skole ved Billund blev fysiklokalet i fredags omdannet til skoleskak-base. Der var nemlig aktivitetslederkursus, først for 23 spændte lærere på basiskursus og senere for 8 garvede af slagsen på fortsætterkursus. De var kommet fra bl.a. Varde, Esbjerg og Billund Kommune for at blive rustet til Skolernes Skakdag d. 8. februar.
Lærerne på basiskurset prøvede kræfter med ’Actionskak’, hvilket de både synes var sjovt og lidt frustrerende at spille, fordi man undervejs i spillet skal forholde sige til nye bræt med nye opstillinger. På fortsætterkurset blev lærerne både præsenteret for ’rokade’, ’forvandling’ og ’en passant’, der er nogle af de mere avancerede skakregler. Nogle af lærerne blev usikre på, om det ville være for stor en mundfuld for eleverne at spille med alle brikkerne på brættet. Den usikkerhed forsvandt dog, da Ole Brejnrod, der er lærer på Vorbasse Skole delte sin erfaring med netop dette: ”Jeg har siddet med 1., 2. og 3. klasse og de elsker at lære alle brikkerne og reglerne at kende”, udtaler han.
Skolernes Skakdag var ikke den eneste fremtidige begivenhed, der var på programmet for de mange lærere fredag d. 18. januar. Den store landsfinale i Lalandia i Billund d. 12. april fik også opmærksomhed, da Cecilie Røner fra Capital of Children Company kiggede forbi. Capital of Children Company, der er stiftet af LEGO Fonden og Billund Kommune, er partner både i forbindelse med Skolernes Skakdag og landsfinalen. Cecilie Røner havde stor interesse i at se og høre, hvordan de mange lærere fra bl.a. Billund Kommune tog imod undervisningen. De gav udtryk for stor begejstring over skoleskakken og glædede sig til at skulle præsentere både kolleger og elever hjemme på skolerne for de nye hjernegymnastikaktiviteter og koncentrationsfremmende metoder.
Mere information om Landsfinalen i Lalandia i Billund d. 12. april kan ses på skolernesskakdag.dk.