Klein til Landsfinalen 2018

Klein til Landsfinalen 2018

ÉN UGE TIL LANDSFINALEN I SKOLERNES SKAKDAG 2018

Om nøjagtig én uge går det løs, når den festlige afslutning på Skolernes Skakdag 2018 finder sted i det store Magion i Grindsted. Over 1.200 elever fra skoler i hele landet skal dyste mod hinanden i skoleskak. ‘Årets Skakskole’ skal kåres, og der skal uddeles eftertragtede præmier.

I pausen, mens pointene fra de mange hundrede skakpartier gøres op, kan alle elever lade sig underholde af hele Danmarks børne-tv-vært og foredragsholder, Sebastian Klein.

Sebastian Klein, der er søn af den nu afdøde skuespiller og forfatter, Jesper Klein, blev født den 20. juli 1972 i København og er i dag en af Danmarks mest populære skikkelser indenfor børneunderholdning.

Efter ni år på Sct. Annæ Skole og tre år på Christianshavns Gymnasium, blev Sebastian Klein optaget på Københavns Dag- og Aftenseminarium i Skovlunde, hvor han påbegyndte uddannelsen til lærer. En uddannelse han dog aldrig færdiggjorde, for efter to år blev Sebastian Klein tilbudt at blive vært på et nyt børneprogram på i Danmarks Radio, der hed ‘Kom med ud’, under den populære serie ‘Fjernsyn for dig’, der hver dag klokken 18.00 løb over skærmen hos tusindvis af børnefamilier.

‘Kom med ud’ handlede om dyr, og da naturen er en af Sebastian Kleins største interesser, var han som skræddersyet til rollen som tv-vært, der tog børn med på opdagelse i dyrenes verden. Desværre blev programmet aldrig en succes, og efter et år valgte Danmarks Radio at lukke det igen. Dog var det startskuddet til en karriere som tv-vært på en række børneprogrammer, der bl.a. tæller det populære program, ‘Naturpatruljen’, hvor Sebastian Klein spillede den lettere excentriske og meget dyre-elskende ‘Dr. Pjuskebusk’, der sammen med de to medværter, Martin Keller og Ketil Teisen, bl.a. skulle dyste i konkurrencen, ‘Gæt en lort’.

Siden 2000 har Sebastian Klein mest turneret rundt i Danmark som børneunderholder. Nogle gange alene, ofte sammen med andre – heriblandt musikkeren og tv-værten, ‘Chapper’ og nuværende børne-tv-vært i DR, Jacob Riising.

Derudover lægger Sebastian Klein stemme til flere tegneseriefigurer og fungerer som konferencier eller højtlæser ved forskellige arrangementer.

VI GLÆDER OS TIL AT BYDE VELKOMMEN TIL SEBASTIAN KLEIN TIL LANDSFINALEN 2018 DEN 16. MARTS

 

Spørgsmål? Kontakt skakdag@skoleskak.dk / +45 3049 0580

LANDSFINALEN I SKOLERNES SKAKDAG 2018 AFHOLDES I SAMARBEJDE MED PARTNERNE

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat