NM for A-hold – dansk 4.-plads

NM for A-hold – dansk 4.-plads

Kirkebakkeskolen. Fra venstre: Erik Pontoppidan (leder), Christian Matico Jepsen, Marcus W. Christensen, Mathias K. Simonsen, Antik Jakupi og Alexander W. Christensen

I disse dage repræsenterer Kirkebakkeskolen (Vejle) de danske farver ved de Nordiske Mesterskaber i skoleskak for A-hold.

Turneringen afvikles i år i Stockholm, Sverige og har deltagelse af Danmark, Island, Finland, Norge samt 2 hold fra Sverige, da Færøerne desværre har valgt ikke at stille op.

Det danske hold består af Christian Matico Jepsen, Mathias K. Simonsen, Antik Jakupi, Marcus W. Christensen samt Alexander W. Christensen. På de andre deltagende hold findes bl.a. de to norske Kyrkjebø-tvillingesøstre Hanna og Marte som repræsenterede Norge ved voksenskak-olympiaden for en måned siden.

Desværre har arrangørerne ikke nogen hjemmeside til turneringen. Resultaterne kan dog følges på dette link

I stedet har de to danske ledere fra Kirkebakkeskolen lovet at sende referater hjem til Danmark. Referaterne vil blive lagt på denne side i løbet af weekenden, men de senest nyeste vil altid kunne læses via Vejle Kredsens Facebook-side 

Referaterne er skrevet af Torben Simonsen og Erik Pontoppidan.

5. runde (sidste runde): Hæderligt nederlag til Sverige 1

Sidste dyst ved NM endte ned et hæderligt nederlag på 2,5-1,5 mod Sverige 1. Umiddelbart et ok resultat og så alligevel ikke. Vi burde have vundet 3-1 da både Christian, Mathias og Marcus kunne have vundet i gode stillinger. I stedet vandt kun Marcus mens Mathias fik en remis.

Status i alt 8 point og en 4 plads samlet. Med lidt større erfaring og koncentration kunne det sagtens være blevet et par point mere. Men vores spillere har helt sikkert lært meget og haft en god oplevelse med skakken her i Stockholm.

Også på det sociale plan har det været en super tur. Drengene er jo livlige og har ikke ligefrem kedet sig mellem partierne. Det er blevet til en masse baby- og lynskak.

Nu glæder alle sig til en ganske almindelig skoledag i morgen

4. runde: Dansk sejr over Sverige 2

Status på dag 2 ved NM i Stockholm blev et forventet nederlag til det stærke norske hold efterfulgt af en sejr over Sverige 2.

Kampen mod Norge har Mathias (se nedenfor red.) skrevet om. Jeg vil bare tilføje at drengene kæmpede bravt, stod tilmed godt langt hen ad vejen men altså endte med et for stort nederlag på 3,5-0,5. Det havde været fortjent om vi havde fået en mindst en halv mere.

I kampen mod Sverige 2 ydede drengene igen en god og koncentreret indsats. Christian tabte desværre efter at være gået lidt galt i åbningen. Mathias og Marcus vandt hvorefter Antik tilbød remis i en lige stilling hvilket modstanderen accepterede. En god sejr som med al sandsynlighed giver holdet en 4. plads.

I morgen (i dag red.) er det så værternes hold fra Mælerhøjden eller Sverige 1 som de også kaldes. En meget svær opgave da de kæmper hårdt om 2. pladsen mod Island. Nå men drengene giver selvsagt alt hvad de har inden det går hjem mod DK igen.

3. runde: Dansk nederlag til stærke nordmænd (Skrevet af en af de danske spillere Mathias K. Simonsen).

Øv! Nyt nederlag Vi spillede imod, det nok stærkeste hold, Norge. Vi brugte vores suber-sub Alexander! Men han tabte efter et langt og velspillet parti, eller velspillet indtil han tabte et tårn, men det skal siges, at han spillede rigtig godt indtil. Antik var ret chanceløs imod deres ufatteligt stærke 3. bræt (næsten 1700 i rating!). På 2. bræt skulle NM’s kønneste spiller, tage sig af søsteren(), jeg spillede kun remis, ret træls! Christian tabte til deres 1. bræt, Christian spillede godt, men tabte efter én fejl, én fejl og han blev kørt over.
Vi synes nu de har et stort nok forspring, og nu tager vi 4-0 i de resterende partier.

2. runde: Dansk 4-0-nederlag til Island

Så måtte vores krigere desværre ned. 0-4 blev resultatet mod Island. Det lyder slemt men vi var reelt bare oppe mod en bedre modstander hvor vi ikke var i nærheden af vinde.

Der tegner sig et billede af at Norge især men også Island nok er en tand bedre end de andre hold.

I morgen går det løs mod netop Norge kl. 9.30. En svær opgave men vores udsendte er jo ukuelige og går på Carlsens landsmænd med krum hals. Kan vi nappe et point eller to vil det være et godt resultat.

Ellers er stemningen på holdet super god. Drengene har et fantastisk sammenhold og hygger sig sammen.
Så også på det niveau er det nogle herlige gutter at være sammen med.

Optakt og 1. runde: Kirkebakkeskolen slog finnerne

Så er holdet og ledere vel ankommet til Stockholm. Efter omkring 10 timers rejse kunne vi indlogere os på Mercure Hotel i det sydvestlige hjørne af byen. Et ganske dejligt hotel i øvrigt. Spillestedet ligger 25-30 min. gang fra hotellet så det er ikke optimalt, specielt når der er indlagt en længere pause mellem de 2 kampe fredag og lørdag.

Værterne bød på pizza til aften, hvilket som det ses af fotoet herunder ikke var ubetinget upopulært blandt drengene.

I øvrigt ville skæbnen at vi på togrejsen kom til at sidde ved siden af Bjørn Møller Ochsner – på vej til en turnering i Italien (til dem som ikke ved det, en af DKs bedste junior-spillere med et meget højt ratingtal). Han tog lige Mathias og Christian “i skole” et par partier.

3,5-0,5 i første runde mod Finland. Christian Matico Jepsen fik en remis – alle andre vandt

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat