09 feb Billund fortsat LF-vært
BILLUND KOMMUNE ER LANDSFINALEPARTNER
Billund Kommune fortsætter som hjemsted for Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® frem til 2029. En ny aftale betyder, at Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® er sikret i Billund Kommune i de kommende tre år: 2027, 2028 og 2029.
Billund Kommune og Dansk Skoleskak har netop givet hinanden håndslag på at fortsætte det tætte samarbejde. Dermed cementeres Billund Kommunes status som fast vært for landets største skoleskakbegivenhed, hvor over tusind elever hvert år samles i MAGION i Grindsted for at ”spille hjernen og fællesskabet stærkt”.
Forlængelsen af aftalen for 2027-2029 bygger ovenpå de foregående års succeser og understreger Billund Kommunes ambition om at være et naturligt samlingspunkt for spilbaseret læring og fordybelse.
STRATEGISK VÆRTSSKAB I BØRNENES HOVEDSTAD
Borgmester Stephanie Storbank ser den flerårige forlængelse som en vigtig investering i børns dannelse og fællesskaber:
I Billund Kommune tror vi på læring gennem leg, og der er indført Playful Learning i vores folkeskoler. Den tro deler vi med Dansk Skoleskak, som er en veldokumenteret spilbaseret tilgang til læring. Derfor giver et partnerskab rigtig god mening, og sammen har vi de seneste år skabt en fantastisk ramme om Landsfinalen i Skolernes Skakdag, hvor børn fra hele landet er samledes i MAGION, og hvor der hvert år er blevet sat ny deltagerrekord. Det håber vi at kunne fortsætte med, og derfor var det helt naturligt for os at forlænge partnerskabet, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
Mads Jacobsen, generalsekretær i Dansk Skoleskak, glæder sig over den langsigtede aftale:
Billund Kommune har vist sig som en fantastisk partner, der forstår værdien af spilbaseret læring, hjernemotion og det unikke fællesskab der skabes over skakbrættet. Den nye aftale for 2027-2029 giver os et stærkt træk for fortsat at kunne udvikle Landsfinalen, og med MAGION ved både skoler og vi som arrangører et stærkt udgangspunkt for, at endnu flere kan spille hjernen og fællesskabet stærkt, udtaler generalsekretæren.
EN FESTDAG FOR HELE DANMARK
Landsfinalen er kulminationen på Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag®, der hvert år involverer titusindvis af elever på skoler over hele landet. I 2025 satte dagen rekord med 59.693 deltagere, og succesen forventes at fortsætte ind i den nye aftaleperiode.
Fakta om aftalen:
Periode: Billund Kommune er vært for Landsfinalen i 2027, 2028 og 2029.
Lokation: MAGION Kultur- og Idrætscenter i Grindsted.
Indhold: Over 1.200 elever fra hele landet dyster på skolehold om titlen som ”Årets Skakskole”, præmier og alle går hjem med en medalje
Formål: At fremme fællesskaber, koncentration, tålmodighed og kritisk tænkning gennem spilbaseret læring – kort sagt, spiller vi hjernen og fællesskabet stærkt – sammen.
Næste store begivenhed finder sted den 24. april 2026, som markerer overgangen til den nye treårige aftaleperiode.
Fakta:
Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® arrangeres af Billund Kommune og Dansk Skoleskak, med opbakning fra de nationale partnere Spar Nord Fonden og Lundbeckfonden samt en række lokale fonde.


