Flot VM til Giersings Realskole

Flot VM til Giersings Realskole

VM I SKOLESKAK

VM i skoleskak har nået sin ende med flotte præstationer over hele linjen fra 55 hold fra hele verden. Fra den 2. til 7. august dystede de mange skoleskakspillere i Washington D.C. i USA, hvor Danmark blev repræsenteret af Giersings Realskole fra Odense. Turneringen er en holdkonkurrence, hvor hver skole stiller op med 4 eller 5 spillere og dyster i 8 runder.

Det blev til en solid præstation fra de danske spillere, der gav den fuld skrue i turneringen, også selvom det var en turnering fyldt med unge stormestre og store talenter fra hele verden. Det kunne ikke skræmme de modige fynboer af banen.

Med en smule jetlag i bagagen blev danskerne i første runde parret mod forhåndsfavoritterne fra Kasakhstan. Giersings Realskole gjorde deres absolut bedste, men tabte forståeligt kampen til kasakherne, der blandt andet gemte på en stormester (GM) samt en FIDE-Mester (FM). Danskerne spillede efterfølgende en solid turnering med sejre over Island, Malta, Barbados og et lavere rangeret kasakhisk hold.

Holdet fra Giersings Realskole var før turneringsstarten rangeret som det 28. bedste hold og kæmpede sig undervejs i turneringen frem til en 25. plads, hvilket i sig selv er mega sejt og en stor sejr.

Se endelige stillinger her

Førstepladsen endte i hænderne på Velammal MHS School fra Indien. Deres sejr var ingen stor overraskelse, da de var rangeret som nummer 2 inden turnerings start. Netop denne skole har været med til at udvikle og fostre skoleskakstalenter, der senere hen er gået videre til at blive berømte stormestre som for eksempel Rameshbabu Praggnanandhaa.

VM i skoleskak er meget mere end ”bare” en turnering. VM i skoleskak er et event fyldt med læring, kreativitet og gensidig respekt for hinanden. De unge talenter har kunnet mødes på tværs af landegrænser, kulturer og alder i en turnering fyldt med spænding og gode minder.

Læs mere om mesterskabet på VM i skoleskaks officielle hjemmeside

Se billeder fra mesterskabet

Støt Dansk Skoleskaks arbejde med at spille hjernen stærk hos børn og unge.

Sylvester De Marco
sylvester@skoleskak.dk


Live Chat