01 okt Bare børn ved brættet
For mange elever kan afstanden mellem almen- og specialområdet føles som to modpoler. Men på Kirkebjerg Skole i Vanløse har skoleskakansvarlig Toke Juhl fundet en opskrift, der bringer eleverne sammen. Han arbejder for at bygge broer mellem afdelingerne og for at nedbryde de fordomme, der er om at gå i en specialklasse.
Kirkebjerg Skole er indsatsskole i Anton-effekten – en skole for flere, hvor skakbrættet bruges som det fælles tredje. Her underviser specialelever almenelever, og frikvartersskak skaber nye fællesskaber for de elever, der før stod udenfor. Vi har talt med Toke om hans erfaringer med Anton-effekten og om den positive udvikling, han kan se hos mange af sine elever.
HVAD HAR ANTON-EFFEKTEN GJORT FOR FORHOLDET MELLEM SPECIAL- OG ALMENKLASSERNE?
Vi har fået rigtig mange gode erfaringer med indsatsen på tværs af årgangene. For eksempel har vi haft stor succes med at føre 5. årgang fra almen sammen med 6. årgang fra special. Når eleverne mødes i en struktureret ramme, bliver det en naturlig del af deres hverdag at ses på tværs. De er begyndt at kende hinanden bedre, hilser på gangene og snakker om de skoleskakturneringer, de har deltaget i sammen.
Relationen mellem afdelingerne ses tydeligt i frikvartersskakken, hvor elever fra almen og special står klar til at spille sammen. Samarbejdet har givet mange af eleverne et større selvværd, mere selvtillid og mod på at deltage i nye aktiviteter.
Elever fra specialområdet, som før har haft det svært, er nu begyndt at opdage, at de kan mange flere ting, og at de ikke er så langt fra almenområdet, som de måske gik og troede. Omvendt ved jeg, at der er elever fra almenområdet, der har haft svært ved at passe ind i fællesskabet derovre. Dem har vi forsøgt at gribe og haft på besøg ovre i specialklasserne, hvor de har haft stor succes med at skabe nye relationer og fællesskaber.
Vi har for eksempel en elev fra almen, der virkelig brænder for skakbrættet, men som kan være socialt udfordret i sin egen klasse. For ham betyder det utroligt meget, at han kan komme over til elever i specialklasserne, som deler hans passion. Han er desuden den første, der stiller sig parat til at spille frikvartersskak, og han er klar til at spille mod hvem som helst.
HVORFOR ER DET VIGTIGT AT MINDSKE AFSTANDEN MELLEM SPECIAL- OG ALMENKLASSER?
Jeg synes, der kan være en distance, der får eleverne til at føle sig anderledes, det gælder både den ene og den anden vej. Jeg kan have oplevelsen af, at nogen føler sig bedre end andre, fordi de er på almenafdeling, og modsat føler nogen sig dummere, fordi de er på specialafdelingen. Vi forsøger at fjerne de grænser for tydeligt at sige: Vi er ikke så forskellige endda. Bare fordi man har en diagnose, er det ikke ensbetydende med, at man er anderledes som menneske. Det betyder blot, at du har nogle udfordringer, der gør det sværere at være i en almenklasse.
Afstanden er dog blevet meget mindre. Jeg har for eksempel en elev på specialområdet, som har været ovre at undervise flere gange på almen. Der er han en kæmpe stjerne, og eleverne er rigtig glade for ham. Det viser, at selvom man går på et specialafsnit, har man stadig nogle kompetencer, som man er bedre til end dem ovre på almen. Omvendt, er almeneleverne sikkert bedre til noget helt andet – men det er okay. I bund og grund er de bare børn, og de skal have det fedt sammen.
HVORDAN MODTAGER ELEVERNE HINANDEN PÅ TVÆRS AF AFDELINGERNE?
Vi har fundet ud af at samarbejdet på tværs i høj grad kan give succesoplevelser. Vi var på et tidspunkt til et holdkredsmesterskab med et sammensat hold af to elever fra almen og to elever fra special, som så spillede sammen. Dengang kendte de ikke hinanden, men nu går de og hilser hver dag og spørger interesseret ind til hinanden.
Et andet eksempel var fra sidste skoleår, hvor vi fik besøg af en lille gruppe på fire elever fra almen. De syntes, at skoleskak var fantastisk, men var måske også i en situation, hvor de havde det lidt svært socialt i deres egne klasser. Her var det pludselig drengene fra specialafdelingen, der trådte i karakter som værter og tog rigtig godt imod dem. Det var utroligt givende at se, at rollerne kan vendes om, så det ikke altid er almenklasserne, der skal fungere som værter.
HVORDAN HÅBER DU FREMTIDEN SER UD FOR SKOLESKAK OG BROBYGNING PÅ KIRKEBJERG SKOLE?
Jeg håber, at man rent strukturelt kan tilpasse skemaerne, så de matcher hinanden. På den måde kan vi skabe faste lommer, hvor der er plads til at elever kan mødes på tværs. Det behøver ikke kun at være med skoleskak. Det kunne lige så godt være elever fra specialafdelingen, som er stærke i matematik eller dansk, der tager over og hjælper i almen – eller omvendt.
Jeg håber, vi får bygget en solid bro mellem afdelingerne, så det bliver mindre farligt at være specialelev eller almenelev med udfordringer. Min erfaring er, at jo mere man snakker om tingene, desto mindre farlige bliver de. Jo mere vi får belyst, at det egentlig bare er helt almindelige elever, der bare har nogle ekstra udfordringer, så tror jeg, at vi kan få løst rigtig meget af den problematik, der ligger i at føle sig speciel. Det samme gælder for fordommen om, at dem der går ovre på specialafsnittet er dummere eller mindre begavede end dem på almen. For det er absolut ikke den erfaring, jeg har. Der er grænserne faktisk meget tættere på, end de selv nogle gange går og tror.
Tak Toke for at dele gode historier fra klasseværelset.
