08 feb 2012 Danske piger i norsk mesterskab
I weekenden den 3.-5. februar rejste en delegation bestående af Emilie Ellegård, Amalie Lindestrøm, Thea Nicolajsen, Emma le Besq samt rejseleder og pigeskakansvarlig i Dansk Skoleskak Marie Frank afsted mod Norge.
Pigerne var blevet inviteret til at deltage i det norske mesterskab i pigeskak, for at give de norske piger ekstra udfordring i den ældste gruppe. Tidligt fredag morgen rejste de glade danskere afsted med flyet og ankom til – 17 grader i Oslo!
Mesterskabet blev arrangeret på det norske topidrætsgymnasium NTG under kyndig vejledning af Ellisiv Reppen, som er ansvarlig for ”jenteskak” i Norge.
50 glade piger deltog i mesterskabet og de havde undervejs besøg af stormester Leif Erlend som kårede de bedste partier.
I Norge spilles der med en betænkningstid på 1 time til hver spiller, til 40 træk og 30 min ekstra derefter. Det betyder at alle skal notere – også de helt små piger, hvilket de alle klarerede i flot stil!
De danske piger blev som nævnt placeret i den ældste gruppe med 3 erfarne norske piger, hvor de 2 af dem tidligere har repræsenteret det norske landshold ved henholdsvis OL og EM i skak. På trods af dette gik de danske piger uimponerede til sagen, og gav de norske jenter kamp til stregen. Især imponerede Emilie Ellegård ved at score flotte 5.5/7 point, hvilket resulterede i en flot 2. plads.
Også Emma le Besq, på bare 14 år, viste storspil ved at slå den tidligere landsholdspiller Line Jin med en flot taktisk finesse!
Alt i alt var det en rigtig god tur med masser af skak, hygge, kortspil og ture i sneen, så det var en flok glade men trætte piger, der igen satte fødderne på dansk grund sent søndag aften.
Alle resultater fra turneringen kan ses her.