
25 sep 2018 Verdens bedste: Magnus Carlsen
I det nye nummer af Magasinet Skoleskak fortsætter vi vores artikelserie om verdens dygtigste skakspillere med en artikel om den nuværende verdensmester, 27-årige Magnus Carlsen fra Norge. Artikelserien begyndte i foråret, da vi i forrige nummer af magasinet, fortalte historien om Garry Kasparov, den russiske skaklegende, som i løbet af sin karriere kunne bryste sig af titlen som verdensmester i skak i sammenlagt 15 år.
Under en turnering i Island i 2004 mødte Gary Kasparov imidlertid en 13-årig nordmand ved navn Magnus Carlsen. Verden så måbende til, da den norske teenager spillede lige op med Kasparov, der på det tidspunkt havde været den højest ratede skakspiller i verden i knap 20 år. Det ene af to partier endte med remis, men mange mente, Magnus Carlsen nemt kunne have vundet over den russiske stormester. Dette var gennembrudet for Magnus Carlsen, der ni år senere vandt sit første VM og siden da har kunnet kalde sig for verdens bedste skakspiller. Herunder kan du læse et uddrag af artiklen, der er at finde i seneste nummer af Magasinet Skoleskak.
MAGNUS CARLSEN
- Født den 30. november 1990.
- Opvokset i Tønsberg i Vestfold, Norge.
- Verdensmester i skak i 2013 og 2016.
- Verdensmester i lynskak i 2014.
- Skal forsvare sin titel i London til november, når han udfordres af den to år yngre Fabiano Caruana fra USA.
DEN NORSKE VERDENSMESTER
Magnus Carlsen fra Norge er verdensmester i skak. Det har han været siden 2013, hvor han udfordrede den tidligere verdensmester Viswanathan Anand fra Indien og vandt sikkert. Til november skal Carlsen forsvare sit verdensmesterskab, når han skal op imod amerikaneren, Fabiano Caruana.
Magnus Carlsen lærte at spille skak af sin far, da han var 6 år. Egentlig ville han hellere spille fodbold, og det var først da hans storesøster begyndte at spille skak, han sparkede fodbolden ud over sidelinjen, fandt bræt og brikker frem og satte først sin søster, siden sin far og derefter alle sine jævnaldrende skakmat. Da var han blot 9 år gammel.
Da Magnus Carlsen var 12 år, tog hans forældre ham ud af skolen i et år, så han kunne rejse og spille skakturneringer i hele verden. I en turnering i 2004 fik skakverdenen for alvor øjnene op for det norske vidunderbarn.
I januar 2010 var Magnus Carlsen for første gang den højest ratede skakspiller i verden, og i 2013 blev han verdensmester som 22-årig. Siden har han forsvaret sin titel to gange, først i en revanchematch mod Anand og senest i 2016 mod russiske Sergey Kajakin – et parti, der blev afgjort ved fire hurtigpartier efter de 12 normale partier på dramatisk vis var endt 6-6.

Magnus Carlsen er i dag en verdensstjerne.
Foto: © Catarina Caprino
EN NY BOBBY FISCHER?
Der er mange ligheder mellem Magnus Carlsen og hans amerikanske udfordrer, Fabiano Caruanas, hvad angår deres udvikling som skakspillere. Caruana, der er to år yngre end Carlsen, blev også ’opdaget’ som bare 9-årig, da man i USA begyndte at omtale ham som en ny Bobby Fischer (USA’s hidtil eneste verdensmester i skak, 1972 – 75). Ligesom det var tilfældet for Magnus Carlsen, fik Fabiano Carauana stor opbakning af sine forældre. I 2007 tog de ham ud af skolen, så han som 15-årig kunne rejse til Europa og satse på karrieren som professionel skakspiller. I dag, 10 år senere, er han klar til at udfordre Magnus Carlsen om titlen som verdensmester.
VM-kampen mellem Magnus Carlsen og Fabiano Caruana finder sted i Englands hovedstad, London fra den 9. til den 28. november. Alle partier kan følges på internettet eller på norsk TV, som sender direkte fra London.
SPØRGSMÅL?
Har du spørgsmål, kommentarer, ris eller ros til Magasinet Skoleskak, er du meget velkommen til at kontakte redaktør, Sven Løntoft på blad@skoleskak.dk.

Seneste nummer af Magasinet Skoleskak.