11 sep 2012 Top20 bøger i skakshoppen.dk
Skakshoppen.dk i samarbejde med Peter Heine Nielsen har udvalgt 20 bøger, som skal hjælpe de unge skoleskakspillere til at blive bedre samt få nye udfordringer. Serien er endnu et tiltag, for at give de unge spillere flere redskaber, til at blive endnu bedre til skak.
Alle bøgerne er på engelsk og anbefales når de grundlæggende regler er på plads. Her kan bl.a. anbefales “lær skak step 1”, som er et dansk arbejdshæfte, der er med til at lære de grundlæggende regler og principper i skak.
Derefter kan skoleskakeleven søge nye udfordringer med de engelske bøger, såfremt at eleven kan engelsk eller kan få hjælp af forældre eller søskende. Nogle af bøgerne består udelukkende af diagrammer, dvs. at en stilling vises og eleven skal finde det bedst tænkelige træk.
Bøgerne kan inddeles i forskellige kategorier, som alle er med til at styrke ens forståelse af skakspillet. De er alle vigtige, men først bør man begynde med kombinationer og taktik. Dette er med til at se og holde øje med sine egne og modstanderens brikker. I den del er det også vigtigt at kunne sætte modstanderens konge skakmat og forstå samt se de utallige måder at kongen kan fanges på.
Åbningspillet i skak er de første træk der spilles og er med til at få sine brikker fornuftigt ud og samtidig med til at sørge for at spillet er i gang. Der findes et utal af forskellige åbninger, så det gælder om at finde ud af hvilke åbninger, som tiltaler den enkelte elev. Åbningsspillet og teorien bag åbningerne har udviklet sig i mange år og bliver ved med at udvikle sig, men det vigtigste er ikke at gå i en åbningsfælde, som enkelte elever bl.a. har erfaret med den berømte skomagermat.
Midtspillet er hvor der lægges planer for ens bondestruktur, dvs. hvordan bønderne angriber og beskytter hinanden i f.eks. bondekæder. Det er også her at kampen om centrum, de 4 centrale felter (e4, e5, d4 og d5) tager til. Det gælder også om at finde modstanderens svagheder samt afbytning af de rigtige brikker. Det vigtigste er ikke hvilke brikker der byttes af, men hvilke der er tilbage på brættet!
Når de fleste brikker er byttet af, så når vi til slutspillet, som er den sidste fase af skakspillet. Her får bonden en meget central rolle, da den jo kan forvandle sig på modstanderens 1. række. Der er mange former for slutspil, så som bondeslutspil, tårnslutspil m.fl. og fælles for dem alle, er at bonden er en vigtig brik, da den som sagt kan forvandles til en dronning, tårn, løber eller springer. Der kræver lidt teknik, som slutspilsbogen kan hjælpe med.
Der findes også nogle skakbøger med hele træningsstrategier og systemer, som bygges op efter forfatterens egne principper, og som de også bruger som trænere til deres elever. Her kan bl.a. nævnes Jesper Hall, der står for skoleskak i sverige og han har også undervist den svenske elite af unge spillere, efter sin eget træningssystem. En anden er Jeremy Silman, som i sin bog bruger begrebet “ubalance”, for at definere de forskellige aspekter af skakspillet og derved træner ud fra dette princip.
Det er også vigtigt med inspiration i form af skakspillere, som har en vis spillestil, som man selv godt kan lide at spille. Ved at se en del af deres skakpartier med ens skakidol, så kan man lære af deres spillestil og selv begynde at spille på samme måde. Det kan f.eks. være en angrebsivrig skakspiller, som Bobby Fischer eller en rigtig god lynskakspiller, som Hikaru Nakamura. I lynskak spilles der med et skakur og typisk med 5 min. til hver spiller. Derved kan man nå at spille flere spil efter hinanden.
Bøgerne er delt op i forskellige kategorier og alle med forskellige udfordringer og lærerige timer til den enkelte skoleskakelev.
Kombinationer og taktik:
Chess Tactics for Kids
How to Beat Your Dad at Chess
The Quality Chess Puzzle Book
Test Your Chess IQ: First Challenge
Test Your Chess IQ: Master Challenge
Test Your Chess IQ: Grandmaster Challenge
Tactical Targets in Chess volume 1: Getting a Decisive Material Advantage
Tactical Targets in Chess volume 2: Mate Combinations
Åbningspil:
Chess Openings for Kids
FCO: Fundamental Chess Openings
Midtspil:
Understanding Chess Middlegames
Understanding Chess Move by Move
Chess Strategy for the Club Players – 2nd ed.
Mastering Chess Strategy
Invisible Chess Moves
Slutspil:
Træningssystemer:
Chess Training for Chess Budding Champions
How To Reassess Your Chess 4. th. ed.
Inspiration:
Bobby Fischer – The Career and Complete Games of the American World Chess Champion
Bullet Chess: One Minute to Mate