30 dec 2016 Tak for et godt 2016
2016 har været et begivenhedsrigt år – også i skoleskakken, hvor vi har leget, lært og udviklet os sammen med de 40.000 børn og unge, der i år er blevet klogere med skoleskak.
Endnu et rekord år
2016 blev året hvor vi rundede 500 steder med skoleskak, så vi nu går 2017 i møde sammen med flere end 550 medlemsskoler. Skolernes Skakdag stod ligeledes for endnu en rekord i året der snart er gået. Hele 32.228 elever havde det sjovt mens de blev klogere på de 252 skoler, der fejrede Skolernes Skakdag i år. Forud for dagen havde 96 lærere og pædagoger været på aktivitetslederkursus, så de var klar til at spille actionskak med eleverne. Afslutningen på Skolernes Skakdag blev igen i år fejret i Børnenes Hovedstad Billund, der var vært for Landsfinalen i Skolernes Skakdag. Her var over 700 elever med da Præstemarkskolen blev kåret som ‘Årets skakskole 2016’ og kunne tage hjem med flotte LEGO piratskakspil og LEGO-pokalen.
2016 bød desuden på Nordisk Mesterskab i skoleskak, hvor Danmark kunne tage hjem fra Sverige med flotte resultater. Det blev nemlig til 2 gruppesejre, der sammen med de andre flotte danske resultater, var med til at sikre det samlede Nordiske Mesterskab til Danmark med i alt 36 point foran Norges 35,5 point og 2.-pladsen.
Nye initiativer
Udover de gamle kendinger var 2016 også året, hvor den første Nationale Vidensdag om Skoleskak så dagens lys i Vejle. 180 lærere og pædagoger var med på dagen, der bød på spændende oplæg fra kendte forskere og fageksperter, workshops, hvor man blandt andet kunne møde en erfaren skoleskaklærer med 18 ugentlige timer med skoleskak, blindskak og oplæg fra Stormester Sune Berg Hansen samt komisk indslag fra Anders Stjernholm.
2016 blev også året hvor man flere steder i landet satte skoleskak på skemaet fra kommunal hånd. I Hjørring Kommune er det Hirtshals skoledistrikt der i år har haft lærere, pædagoger og matematikvejledere på SKAK+MAT® uddannelse og sat skoleskak på skemaet 1 time om ugen for eleverne i 0.-3. klasse. I Københavns Kommune prøver Nørrebro Park Skole og Sølvgades Skole kræfter med en kommunal uddannelse, mens Frederikssunds Kommune har skoleskak på skemaet for 0.-3. klasse som en del af indsatsen ‘Indskolingen i Spil – flere matematikkompetencer med skoleskak’.
Læringsindsatser
Samtidig har der også i 2016 været gang i skoleskaks øvrige læringsindsatser. ‘KAS – Kompetenceudvikling af skoleskaklærere’ har blandt andet budt på KAS1 og KAS2 uddannelser og lokale vidensdage i år. I ‘KISS – Kvalitet i Skoleskak’ har der været godt gang i skoleskakken på de 25 deltagende skoler – der er blandt andet blevet produceret en flot inspirationsfilm om skoleskak, hvor du kan se hvordan de arbejde med skoleskak på Horsens Byskole.
Det er desuden blevet til flere lokale kommunemesterskaber, der er blevet uddannet unge Playmasters, som hjælper til med frikvarterskak og begynderundervisning på deres egne skoler, og vi har i 2016 uddannet omkring 300 lærere og pædagoger. Det var også i år at Dansk Skoleskaks nye matematikportal Skakmat.dk så dagens lys, mens vi i år også så småt har taget hul på et nyt uddannelsesformat – online webinarer. Og vi fortsætter i 2017, du kan allerede nu tilmelde dig et webinar om Skolernes Skakdag via medlemssystemet.
Gamle kendinge
DM i skoleskak og Læringsfestival blev i år afholdt for 43. gang, hvor skoleskak-Danmark var samlet til koncentration og kammeratlig kappestrid. Der blev kæmpet og leget, grint og grædt og ikke mindre end 180 børn og unge fra 6-20 år spillede med. Det er 19 år siden, at der sidst stod en pige øverst på sejrsskamlen til DM i Skoleskak, men i 2016 stod hele to piger øverst på podiet, så det ser ud til at der kan være nye tider i vente for drengene de kommende år. I forbindelse med det 43. DM i skoleskak fik Dansk Skoleskak hele fire nye æresmedlemmer. Æren tilfaldt Stig Holten (Hinnerup, Aarhus), Erik Pontoppidan (Kirkebakken, Vejle), Per Bromann (Gislinge, Vestsjælland) og Kai Bjørnskov (Haderslev, Sønderjylland).
Tak til alle jer der har været med til at gøre 2016 til et godt år i skoleskakken!
En særligt tak til A.P. Møller Fonden, Børnenes Hovedstad, Spar Nord Fonden og Politiken, der støtter op om vores arbejde, samt til vores sponsorere og alle jer der har støttet skoleskak med en donation. Over 125 privatpersoner har støttet skoleskakken, hvilket betyder at vi kan få flere tusind i momsrefusion og modtage arv uden afgifter. Det er vi rigtig glade for! Jeres støtte er afgørende for at vi kan bidrage til at alle børn og unge kan få et liv med leg, læring og uddannelse.
Vi ser frem til endnu et godt år i jeres selskab og håber I får et godt nytår.