Storstrøm-Mesterskabet 2012

Storstrøm-Mesterskabet 2012

Fredag den 27. januar blev der afholdt Storstrøm-Mesterskabet på Nørre Alslev Skole. I alt 25 elever fra Nørre Alslev Skole, Møn Skoleskak og Fanefjord Skoleskak mødte friske og veloplagte op til dyst på tanker og ideer om at vinde den flotte vandrepokal.

Storstrøm-Mesterskabet er det første af en række af holdevents i hele landet, hvor 4-mands hold fra skoler, der ligger tæt på hinanden i kredsene, dyster om at kvalificere sig til kredsmesterskabet. Holdevents bliver afholdt på en hverdag i skoletiden og arrangeres af skolerne selv. Du kan se indbydelsen til Storstrøm-Mesterskabet her.

Til dagens holdevent dystede eleverne i 5 runder a 15 min. Der blev spillet mange fine partier, dog måtte flere også se sig besejret ved skomager-mat. I pausen var der mulighed for at få sig et stykke frugt og lidt saft for at være helt klar til de sidste afgørende runder.

Kristine Kirsted, der er ansvarlig for skoleskakken på Nørre Alslev Skole, varetog pointstillingen for de 6 hold, der alle kæmpede bragt indtil sidste minut. Der blev benyttet et 3-points system, hvor 1 point er for nederlag, 2 point er for uafgjort (remis) og 3 point for sejr. Fanefjord Skoleskak blev bedste hold med 54 point, mens Nørre Alslev vandt samlet som skole og derfor kunne kåre sig som vindere af Storstrøm-Mesterskabet og beholder vandrepokalen indtil næste år. Se vinderne af vandrepokalen på video her. Alle deltagere modtog en medalje, og samtlige hold har mulighed for at deltage i kredsmesterskabet, hvor man kan kvalificere sig til Hold DM på Gislinge Skole den 23.-25. marts. Find næste holdevent og kvalifikationsstævne i dit lokalområde på www.skoleskak.dk/kalender.

Holdenes samlede score fra Storstrøm-Mesterskabet kan ses her.

[nggallery id=64]

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat