23 maj 2013 Stormesterbesøg i Sabro
Humøret var højt og stemningen særdeles spændt, da 25 skoleskakspillere fra Sabro-Korsvejenskole i går havde fornøjelsen af at spille simultanskak mod Danmarks stærkeste skakspiller, Peter Heine Nielsen.
Som vinder af Landsfinalen i Lalandia fik Sabro-Korsvejskolen æren af Peter Heine Nielsens besøg, og dagen gik ikke stille for sig. Første runde bød på to remiser – en flot præstation af Anna og Joshua, mens Peter Heine Nielsen vandt resten af kampene. Forud for første runde holdt Peter Heine Nielsen et oplæg, hvor han fortalte om sine oplevelser med skak, hvortil eleverne havde mange spørgsmål.
Bl.a. var børnene interesseret i at vide, om Peter ofte vinder over sin kæreste, den kvindelige stormester og europamester i 2011, Victorija Cmilyte. Hertil var svaret, at de deler sejrene nogenlunde lige imellem sig. Andre ville vide, om man bliver rig af at være Danmarks stærkeste skakspiller, hvortil Peter skuffende proklamerede, at han hellere skulle have været fodboldspiller.
I anden runde af simultanskak kom der pludselig en præmie på højkant til den, der kunne vinde over Peter Heine Nielsen. Samtidig havde rygtet om, at TV2 Østjylland ville komme forbi, gjort at skoleskakspillerne skruede op for koncentrationen og spillede det bedste, de havde lært. Højst overraskende resulterede den intensiverede indsats i en enkelt sejr til Jakob, mens Joshua endnu en gang spillede remis. De resterende spillere faldt som fluer trods de ihærdige forsøg på at spille op med Peter Heine Nielsen.
Trods en del nederlag syntes børnene, at det var rigtig sjovt at spille mod Danmarks stærkeste skakspiller. ”Jeg syntes, det var sjovt at prøve, men han er alt for god til os. Men han har vist mig et par tricks, som jeg skal prøve af, næste gang vi har klub” fortæller Emma.
Indslaget fra TV2 Østjylland kan ses HER.
[nggallery id=146]