02 maj 2012 Skoleskakspillere til traditionsturnering

Foto: PE Nielsen
I lørdags løb den traditionsrige (Før-) Bededagsturnering af stablen i Fritidscentret Skovvang i Århus. Som de forrige år var turneringsformen hurtigskak for 4-mands hold, som traditionen tro mestendels var sammensat af familiemedlemmer og gode venner under særligt kreative holdnavne som ’De løse kanoner’, ’Team Fupskak’ og ’Saksesparkerne’.
Turneringen blev afviklet over 7 runder, hvor høj som lav, og ung som gammel, kunne møde hinanden over et slag hurtigskak. Som noget særligt i år, var mere end 20 skoleskakspillere tilmeldt stævnet, og mange af de unge talenter fik en enestående chance for at sætte deres skak-evner på hård prøve, idet stormester Peter Heine Nielsen – Danmarks stærkeste skakspiller – deltog i årets turnering.
Vinderne af turneringen med 58 points blev Patzers, der består af Mads Boe, Nicolai Pedersen, Bo Jacobsen og Jackie Andersen, som alle er gode bekendte af skoleskakken. På andenpladsen kom Jetsmark 1.5 med 56 points og på tredjepladsen Lille Meyer med 55 points. Se den fulde resultatliste og læs mere om dagen her.
Bededagsturneringen er en 34 år gammel tilbagevendende traditionsturnering, som har haft trange kår med få tilmeldinger de sidste par år. Derfor valgte arrangørerne bag turneringen, Nordre Skakklub, i år at lægge turneringen weekenden inden Bededagsferien, hvorfor turneringen også rettelig har skiftet navn til Nordres (Før)-Bededagsturnering. Resultatet blev da også 16 tilmeldte hold i år, hvilket er en fordobling i forhold til sidste år.