03 aug 2011 Skoleskaklærer-uddannelser i efteråret
Den succesfulde 2-dages skoleskaklærer-uddannelse udvides til flere byer. I efteråret afvikles således ikke kun uddannelser i Aarhus og København, men også i Vordingborg og Odense. Aalborg kommer med til foråret.
Danske eksperter og udenlandske undersøgelser bakker op om skoleskak, hvor eleverne lærer koncentration ved skakbrættet. Skoleskaklærer-uddannelsen er et efteruddannelsestilbud for netop lærere og pædagoger, og ialt 100 lærere og pædagoger har gennemført uddannelsen med succes det seneste år.
Torben Jensen, formand for Dansk Skoleskak i Storstrøm Kredsen, der selv deltager på skoleskaklærer-uddannelsen i Vordingborg, forklarer:
”Det gode ved skoleskak er, at man med begrænsede midler kan opnå rigtig meget. Når lærere eller pædagoger har været på uddannelsen, kan de med det samme bruge skoleskak i undervisningen. Blandt andet med det resultat at elevernes koncentration øges – også for de elever, der oplever skolen som en udfordring.”
På skoleskaklærer-uddannelsen undervises lærere og pædagoger i skakspillets regler, de nyeste indlæringsmetoder, undervisningsdifferentiering og mere sociale skakformer, der styrker både elevernes faglige og sociale sider.
Generalsekretær, Mads Jacobsen, fra Dansk Skoleskak forklarer:
”Vores erfaring viser, at når leg, læring og skoleskak kombineres, kan selv børnehaveklassebørn og de mest udfordrede elever lære at tænke sig om og ikke mindst vente på, at andre skal tænke sig om via dysten på skakbrættet.”
Der er stadig få ledige pladser på efterårets uddannelser. Se mere på www.skoleskak.dk/uddannelse herunder en anmeldelse af skoleskaklærer-uddannelsen, eller book en uddannelsesplads direkte via www.skakshoppen.dk – klik under ‘uddannelser’.
Flere oplysninger hos:
Tine Kamper Holbøll
Tlf.: 2425 5344, tine@skoleskak.dk.