Skoleskak tilbage på Ejstrupholm Skole

Skoleskak tilbage på Ejstrupholm Skole

Ejstrupholm Skole1Skolernes Skakdag blev afholdt fredag den 6. februar over hele landet. For første gang blev dagen også afholdt på Ejstrupholm Skole. Eleverne fra valgholdet ‘skoleskak’ var med til at hjælpe, instruere og spille med eleverne fra 5. årgang.

Skolernes Skakdag på Ejstrupholm Skole

Af Torben Pold, skoleskakansvarlig på Ejstrupholm Skole

“Efter godt 20 års fravær er skoleskakken tilbage som aktivitet på Ejstrupholm. Hvad laver så det gamle spil i den moderne folkeskole efter reformen?

Et forskningsprojekt i Århus, hvor man i 5. klasse erstattede en ugentlig matematiktime med skoleskak i en længere periode, viste at eleverne, der havde spillet skoleskak scorede højere i en matematiktest en kontrolklasserne.

Spillet kræver ro, eftertænksomhed, afvejning og ikke mindst har man kun sig selv at stole på. Når man har trukket er der ingen vej tilbage. Alt sammen egenskaber der også giver bedre resultater i matematik.

Skoleskak er som noget nyt blevet en valgmulighed for eleverne i valgfag i 7.-9. årgang. Der var tilstrækkelig antal tilmeldte, så skoleskak har været valgfag på skolen siden sommerferien. Eleverne fra hele 5. årgang og valgholdet i skoleskak holdt en fantastisk engageret Skolernes Skakdag fredag den 6. februar. Alle eleverne var i højt humør hele vejen igennem.
Først hilste alle på hinanden, da høflighed, venlighed og respekt for modspilleren er en væsentlig del af spillets kultur.

Eleverne gik úd i 3 grupper.

De der ikke kunne reglerne nok til at spille spillet, satte sig på gulvet foran demonstrationsbrættet. Her fik de lært, hvilken værdi hver brik har, og hvordan de kan flyttes på brættet. Begynderspillet Bondeskak blev vist, og eleverne begyndte at spille. De der mente at kunne reglerne, så de kunne spille selv (eller 2 og 2 ) gik over til bordene med skakbrikkerne, hvor de spillede Actionskak. Man skifter modstander ca. hvert 3. minut ved at rykke en plads ved bordene. De bedste fra valgholdet spillede 2 runder i vores skoleturnering.

Den sidste tid blev brugt på fri spil som man nu ville. Samtidig blev der løst opgaver og talt om strategi ved demonstrationsbrættet.

En helt igennem vellykket dag.”

Stor tak til lærer Torben Pold for den fine beretning.

Du kan allerede nu sikre din skoles plads på Skolernes Skakdag 2016.

Tilmeld din skole allerede i dag.

Spørgsmål? Kontakt skakdag@skoleskak.dk / 3049 0580.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat