16 jan 2013 Skoleskak på skemaet i Sønderjylland
Onsdag morgen var et klasselokale på Aabenraa Friskole gjort klar med borde i to lige rækker og et demonstrationsbræt med magnetbrikker. Årets tredje aktivitetslederkursus blev holdt for lærere, pædagoger og et par enkelte elever fra bl.a. Tønder, Sønderborg, Haderslev og Aabenraa Kommune.
I alt 25 skoleskakinteresserede havde trodset vintervejret og var kommet til enten basis- eller fortsætterkursus på Aabenraa Friskole. Når kalenderen siger 8. februar 2013 vil de, med deres udbytte fra kurserne, være i stand til at undervise eleverne i skoleskak og at organisere og lede aktiviteterne på Skolernes Skakdag på deres egne skoler.
Udover at lære diverse regler og skoleskakaktiviteter var en brugbar del af kurset de deltagende læreres deling af erfaringer. Jesper, der er lærer på Høje Kolstrup Skole i Aabenraa havde kun positive ord om skoleskak og kunne varmt anbefale sine kolleger og medkursister at anvende skoleskak som metode:
”Der er nogle af de elever, der normalt har det svært, som har mulighed for at få succes gennem skoleskak. Det er min erfaring”, udtaler Jesper.
Kurset i Aabenraa var ikke alene en dag i skoleskakkens tegn. Også den lokale presse fyldte en del. Gennem kursusdagen var der nemlig både besøg fra Radio Mojn og fra Aabenraa Lokal TV, der var meget interesserede i, hvad lærerne fra Sønderjylland skulle lære på skoleskakbænken. Yderligere var et par af de deltagende lærere udsendt af den lokale avis for at tage billeder af deres kolleger. Det vil også være muligt at få den lokale presse ud til Skolernes Skakdag d. 8. februar, evt. ved at anvende de forslag til pressemeddelelser som findes på Skolernesskakdag.dk.
Det næste aktivitetslederkursus finder sted i Kolding d. 17. januar.