27 mar 2015 Skoleskak hitter på Gymnasium
På Vejle Tekniske Gymnasium har de haft gode oplevelser med skoleskak, og lærer, Thomas Løkke Læssøe har været så venlig at sende os en fin beretning om oplevelserne med skoleskak.
”Jeg var virkelig skeptisk først, men det viste sig faktisk at være hyggeligt” Marie, elev Vejle Tekniske Gymnasium.
Af Thomas Løkke Læssøe
Skoleskakklubben på Vejle Tekniske Gymnasium har fremgang blandt både piger og drenge. 39 elever, heraf 6 piger, deltager i skolens turnering, hvor klasserne dyster om blandt andet biografbilletter, og fem elever skal til skoleskakturnering i april.
Marie Strøyberg og Frederik Huss var først lidt skeptiske, men nu har de kommende tekniske studenter i stor stil kastet deres kærlighed på skakspillet:
”Jeg var virkelig skeptisk overfor det først, men det viste sig faktisk at være hyggeligt. Det startede som gruppepres!” siger Marie med et glimt i øjet, mens de andre elever griner højlydt. Lyden af skakurets mekanik og brikker mod spillepladerne fylder rummet. ”Det er mega hyggeligt at sidde sammen med mine venner og spille skak” siger Frederik, der spiller mod Marie. De koncentrerer sig, diskuterer reglerne lidt undervejs og hjælper hinanden til at blive bedre.
Konkurrenceelementet åbner elevernes øjne for det traditionsrige spil. Lærer og tovholder Claus Henrik Vitrup Rasmussen har store ambitioner med sine skoleskakspillere, men hyggen må ikke gå tabt undervejs. Skoleskak er læring og hygge, der går op i en højere enhed. Han træner eleverne på ugentlig basis, og er begejstret. Tilslutningen er større end nogensinde, og gruppens størrelse er nu ”optimal” med Claus’ ord.
Frederik Schweizer har spillet i mange år, og sammen med fire andre elever fra Vejle Tekniske Gymnasium drager han midt i april til Hold-DM i skoleskak. Han glæder sig, men er ikke videre optimistisk.
”Hvis der kommer lige så stærke hold, som der gjorde sidst, så tror jeg ikke, vi har de store vinderchancer. Vi stiller op for ungdomsuddannelser, og dem som jeg har set er med, har jo haft en del mere erfaring. Rent erfaringsmæssigt er vi nok en del bagud”.
Frederik og de andre er dog i færd med forberedelserne og mødes jævnligt op til turneringen for at træne.
Skulle biografbilletter og turneringstrofæet misse, så er der ifølge Claus stadig meget at hente ved at engagere sig i skoleskak. Udover det hyggelige og sociale element, så viser videnskabelige forsøg nemlig, at hvis man erstatter en matematiktime med en skoleskaktime, så vil eleverne efterfølgende klare sig bedre i matematik.
Tak til Thomas for den fine beretning.
Se om din skole er medlem, læs mere om skoleskak eller meld din skole ind med det samme.
Spørgsmål? Kontakt info@skoleskak.dk / 3049 0580.