Skoleskak, boksning og skakboksning

Skoleskak, boksning og skakboksning

I lørdags blev der for første gang afholdt en skakboksningskamp på dansk grund. Kampen fandt nærmere betegnet sted i Århus V, Kulturhus Herredsvang, hvor mere end 400 mennesker valgte at tilbringe deres lørdag. Arrangementet blev arrangeret af Dansk Skoleskak i samarbejde med Kulturhus Herredsvang og Århus Amatør Bokseklub. Idéen med arrangementet var at lave en spændende begivenhed, hvor skoleskakkere, amatørboksere, forældre og nysgerrige tilskuere kunne mødes på tværs af fritidsinteresser, alder, køn og etnicitet.

Udover skakboksningskampen mellem de to udsendte tyskere fra WCBO GM Arik Braun og Nils Becker blev der bl.a. afholdt en skoleskakturnering, lynskak mod GM Allan Stig Rasmussen, diverse amatørboksekampe samt en koncert med den lokale gruppe TMT.

I skoleskakturneringen deltog 30 lokale skoleskakkere. Der blev spillet 5 runder med 10 minutters betænkningstid per spiller. Hvis man havde lyst til at dyste yderligere efter skoleskakturneringen var der også rig mulighed for det, i og med at selveste danmarksmester Allan Stig Rasmussen var mødt op for at spille mod alle som havde mod på en udfordring. Allan Stig Rasmussen sad i den varme stol i hele 3 timer og spillede alle partierne med blot 1 minut mod udfordrerens 5 minutter. Danmarksmesteren var i fin form og der var efter sigende kun enkelte dygtige, der fik vristet point fra danmarksmesteren.

Før vi hører om skakboksningskampens resultat skylder vi måske at fortælle om de grundlæggende regler i fusionssporten: En skakboksningskamp varer 11 runder á 3 minutter, hvoraf de 6 er skak og de resterende 5 er boksning. Man kan enten tabe på brættet eller i ringen. Taber man et af de to steder, har man definitivt tabt kampen.

Boksekampen blev kæmpet i et højt tempo og ingen af de to kæmpere trak sig. I skakpartiet, som blev vist på storskærm og kommenteret af Generalsekretær Mads Jacobsen fra Dansk Skoleskak, viste GM´eren Arik Braun sig dog stærkere end sin modstander, Nils Becker, som i 5 runde gav sin modstander hånden og ønskede ham tillykke – og skulle man sige det på boksermanér, smed han handsken i ringen.

Udover skakpartier og skakboksning blev der også afholdt 12 regulære diplomkampe i amatørboksning. Der var både drenge- og pigeboksere fra Fyn og andre steder i Århus. Under alle skakpartierne, boksekampene og skakboksningkampen var der specielt én ting, der var med til at gøre dagen til en unik oplevelse: En gruppe af børnenes forældre havde nemlig lavet mad til arrangementet. Der var dufte fra alle verdenshjørner og sjældent har der været så rig mulighed for at smage på mad fra så mange af verdens køkkener.

Til sidst rundede den unge rapgruppe TMT arrangementet af med sang og dans i selve bokseringen til publikums store begejstring. Alt i alt et fantastisk arrangement som havde så meget at byde på, at ingen bemærkede at europamesteren i boksning, Lolinga, havde meldt afbud.

Nedenfor kan man nyde fotografen Sophie Gösts smukke billeder fra arrangementet.

[nggallery id=16].

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat