10 feb 2012 Skolernes Skakdag i Ramasjang
I dag vil Skolernes Skakdag være omdrejningspunkt i programserien ”Live fra Ramasjang” på DR’s kanal Ramasjang. Udsendelsen varer fra kl. 18.00 – 18.30 og sendes direkte fra Esbjerg torv.
Over 6.500 elever fordelt på 55 udvalgte skoler i Syd-, Vest og Nordjylland er med i Skolernes Skakdag, og har idag skiftet skolebøgerne ud med skakbrikker og spillet skoleskak til den helt store guldmedalje!
Læs mere om Skolernes Skakdag her.
På skolerne er der, udover den traditionelle skakform, blandt andet blevet spillet bondeskak og den sociale skakform actionskak. I aftenens program afprøver Ramasjang nogle af disse alternative skakformer med værterne Mikkel og Sofie i spidsen.
Det er blandt andet elever fra Kvaglundskolen der er med når Ramasjang løber over skærmen og allerede nu varmes der op til aftens udsendelse – eleverne drikker kakao mens skolelederen Torben øver sig som skoleskakkens maskot Duffy.
Er man interesseret i at se med når ”Live fra Ramasjang” holder Skolernes Skakdag er det bare om at tænde for tv’et eller møde op på Esbjerg torv, der også i går var godt besøgt af nysgerrige børn og voksne, der havde trodset kulden for at følge med i gårdsdagens udsendelse.
Fortvivl ikke, hvis du ikke når at se udsendelsen i aften! Vi lover at der bliver lagt et link ud til udsendelsen en af de kommende dage..