14 apr 2016 Undervisere uddannet i Randers
De første deltagere har nu gennemført efteruddannelsen ‘KAS – kompetenceudvikling af skoleskaklærere’. Således kunne Randers Kommunes konstituerede skolechef, Henrik Johansen, onsdag overrække kursusbeviser til 15 glade lærere og pædagoger, som har gennemført den tredages uddannelse.
”Jeg er rigtig glad for, at vi i Randers Kommunes skolevæsen nu kan tilføre både den understøttende og fagdelte undervisning i for eksempel matematik, en undervisning med skoleskak af certificerede skoleskaklærere og – pædagoger. Det er med til at give skolerne et kvalitativt løft i undervisningen”, forklarer skolechefen i kommunens pressemeddelelse.
Programleder i Dansk Skoleskak, Mikkel Nørgaard, udtaler at samarbejdet har været en fornøjelse. ”Kursisterne har arbejdet hårdt, målrettet og med stor entusiasme, og det er der kommet mange nyttige erfaringer og en stak virkelig gode eksamensopgaver ud af”.
Professionshøjskolen VIA University College i Aarhus har medvirket til at udvikle uddannelsen, som er støttet af ’A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal’, Dansk Skoleskak og de deltagende kommuner.
Læs mere om projektet på skoleskak.dk/projekter eller få en plads på en af uddannelserne.
Spørgsmål? Kontakt Mikkel Nørgaard, mikkel@skoleskak.dk / 2984 9874.