19 jun 2014 Regentparret til skoleskak
Skoleskak-elever fra Aalborg Øst fik onsdag lejlighed til at møde en vaskeægte dronning, da Kongeskibet Dannebrog lagde til på Honnørkajen i Aalborg.
Her har Himmerland Boligforening, der gennem ‘Projekt 9220’ samarbejder med Dansk Skoleskak om projektet ‘The Right Move’, netop opført et nyt domicil, som regentparret var inviteret til at bese. I dagens festlige anledning arrangerede ‘Projekt 9220’ derfor en hyggeturnering for elever fra de tre projektskoler, Tornhøjskolen, Mellervangskolen og Herningvej Skole.
Det royale spil fangede navnligt Prinsgemalens interesse, og Henrik kastede sig ind i kampen på de 64 felter med entusiasme og iderigdom – tydeligt til elevernes forbavselse og glæde. Helt overraskende var Prinsgemalens interesse måske ikke, eftersom skakspillet har været et motiv i hans kunstneriske virke.
I kan se flere billeder fra regentparrets skoleskakbesøg på vores facebook-side.
Projektet ‘The Right Move – skoleskak i udsatte boligområder’ kører på andet år i Aalborg og på tredje år i Randers. Få mere information om projektet eller kontakt Mikkel Nørgaard på tlf. 2984 9874.