Peter Heine besøger Vestfjendsskolen

Peter Heine besøger Vestfjendsskolen

Mandag den 2. marts fik Vestfjendsskolen besøg af Danmarks bedste skakspiller gennem de seneste 15 år, stormester Peter Heine Nielsen.

Besøget af stormesteren var en af præmierne, da Vestfjendsskolen sidste år i marts vandt Landsfinalen i Skolernes Skakdag 2014, der med 624 elever var det største skoleskakstævne i Danmark nogensinde.

Eleverne fra 6.-9. klasse samt sk skoleskakeleverne var samlet, da Peter Heine startede dagen med at fortælle om livet som professionel skakspiller, og alle de oplevelser han havde fået som sparringspartner og træner for 2 verdensmestre, Vishy Anand, og Magnus Carlsen.

Efter foredraget tog Peter Heine bind for øjnene og spillede herefter lynskak mod 10-årige Jakob Schultz Svenningsen. Jakob vandt for nylig en lynskakturnering, der blev holdt på skolen, og førstepræmien var retten til at møde Peter Heine.

Partiet endte med remis, da Jakob kun havde kongen tilbage. “Det var fascinerende, at Peter Heine kunne spille så hurtigt skak med bind for øjnene og ligeledes imponerende, at 10-årige Jakob Schultz Svenningen fik remis” fortæller skoleskakleder Morten Sørensen.

Træning med stormesteren
Efter en omgang lynskak fik eleverne eksklusiv træning med Peter Heine. 0.- og 1. klasse fik en kort træningssession, Peter lærte dem at sætte mat med konge og dronning, og holdet nåede også en navneleg, da en af eleverne synes, det var godt, hvis Peter vidste, hvad eleverne hed.

Herefter var det eleverne fra 2. og 3. klasses tur. Peter konstaterede, at de havde styr på at sætte skakmat med konge + tårn, og herefter viste han eleverne nogle forskellige matbilleder og stillede dem nogle opgaver. Til sidst fik skoleskakeleverne fra 4. klasse og valgfagsholdet mulighed for 40 minutter i selskab med Peter Heine.

Der blev også tid til at snakke om, hvordan Peter Heine var blevet god til skak, og hvad eleverne kunne gøre for at blive endnu bedre. Nøgleordene var lyst til skak, skakbøger, taktikopgaver og masser af skakspil – gerne på internettet.

23 elever på en gang
Sidste punkt på programmet var simultanskak. 23 elever havde taget udfordringen op, og Peter Heine gik i rask trav fra bræt til bræt og rykkede. Skulle nogen vinde eller få remis, var præmien en sodavand. Eleverne gjorde det godt, spillede efter de sunde regler, men alligevel blev de en efter en sat skakmat.

Længst tid kæmpede Signe Sofie Bøss Sørensen, der sad alene tilbage, da Peter Heine tilbød remis. Signe havde tårn og 3 bønder mod Peter Heines, tårn, løber og 1 bonde.

Selv om de fik tæv alle sammen, så var eleverne enige om, at det havde været sjovt at prøve at spille mod Danmarks bedste skakspiller. Efter simultanskak blev der også tid til autografer.

Vestfjendsskolen og Vestfjends Skoleskak havde en rigtig god dag. Peter Heine var god til at snakke med eleverne og ramme deres eget niveau, og det var spændende at høre om livet som professionel skakspiller. Vestfjends Skoleskak takker mange gange for besøget – skoleskakleder på Vestfjendsskolen, Morten Sørensen.

Der var god pressedækning på besøget. Se indslaget med Peter Heine Nielsen i videoen foroven eller hør radioudsendelsen på DR P4 Midtvest. Læs også nyhederne om Peter Heines besøg i Fjends Folkeblad og Skive Folkeblad.

Spørgsmål? Kontakt info@skolekskak.dk / 3049 0580.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat