01 mar 2016 Peter Heine besøger Vestfjendsskolen
Torsdag den 3. marts får Vestfjendsskolen besøg af Danmarks bedste skakspiller gennem de sidste mange år, Peter Heine.
Peter lever af at spille skak, bl.a. i den tyske bundesliga – og er femdobbelt Danmarksmester i skak. De seneste år er Peter Heine nok mest kendt som verdensmester Magnus Carlsens nære sparringspartner og træner.
Det er med andre ord en kapacitet uden lige, der besøger Vestfjendsskolen, og det kan vel sammenlignes med, at ungdomsfodbold i Vestfjends ville få besøg af Michael Laudrup eller Daniel Agger.
Besøget var førstepræmien, da Vestfjendsskolen 20. marts sidste år for andet år i træk vandt Danmarks største skoleskakstævne – landsfinalen i Skolernes Skakdag. Med 688 elever fordelt på 86 hold fra 57 skoler fra hele landet satte Landsfinalen i Skolernes Skakdag sidste år deltagerrekord.
Dagens program
Peter Heine ankommer til skolen kl. 12., hvor han starter med at undervise nogle af skoleskakeleverne.
Fra kl. 13.10 og to timer frem spiller hele mellemtrinnet skoleskak. Det starter med et lille foredrag om livet som træner for verdensmesteren, og derefter afholdes en lille skoleskakturnering, hvor Peter Heine bl.a. kommer til at spille simultant mod alle elever på skift.
Kl. 15.15 er der opvisningskamp. Peter Heine tager bind for øjnene og spiller på en gang mod to udvalgte elever, der også tager bind for øjnene. Der spilles således blindskak på to skakbrætter på samme tid, uden at nogen af dem kan se brikkerne.
De to udvalgte elever bliver hjælpetræner Laurits Gorm Dahl fra 9. klasse, der har haft stor fremgang på det seneste, og 10 årige Marius Bøss Sørensen fra 3. klasse, der netop er vendt hjem fra Nordisk Mesterskab i Sverige med en 5. plads.
Spørgsmål? Kontakt Morten Sørensen, ms@morten-soerensen.dk /2487 0030.