25 jan 2024 Orla Lind Mortensen er gået bort
FARVEL TIL EN SKOLESKAKSJÆL
Orla Lind Mortensen er gået bort 85 år gammel. Orla var skoleskakleder i Forlev i over 30 år, hvor han var et kendt og velrespekteret ansigt i det vestsjælllandske skoleskakmiljø. Orla var ikke en mand, der ville stå for meget frem, men han var en yderst rar person, som altid var klar til en hyggelig snak.
Ved siden af skoleskakken var Orla en meget dygtig møbelsnedker, som i de senere år lavede nogle fantastiske skakmaterialer. Hans unikke håndlavede skakbrætter blev et stort hit blandt danske skakspillere. Orla kælede for detaljerne og kvaliteten og sagde altid beskedent om sine skakbrætter, at passer man på dem, så kan de holde i mange år.
Mange har gennem årene beundret Orlas skakbætter i Skakshoppen.dk – sådan et håndværk skal man lede længe efter i dag.
Bisættelsen finder sted fredag den 26. januar kl. 13 i Vemmelev Kirke.
Æret være Orla Lind Mortensens minde.