24 apr 2012 Nordiske Mesterskaber for piger
I weekenden har deltagere fra Island, Sverige, Færøerne, Norge og selvfølgelig Danmark kæmpet om det Nordisk Mesterskab for piger i Stavanger i Norge. De danske piger ankom sent natten til fredag efter at have tilbragt 11 timer på færgen fra Hirtshals, hvor tiden dog fløj af sted for den danske delegation som morede sig med skakopgaver, babyskak, blind hjerne/arm og utallige slag UNO.
1. Runde bød på hele to danskeropgør, som begge endte remis. Thea Nicolaisen mødte Sif Tylvad Linde i gruppe B, og efter Thea kom klart bedst fra start i åbningen og vandt to bønder, lykkedes det Sif at finde modspil gennem et par aktive træk og partiet ebbede ud i remis. Amalie Lindestrøm mødte Emilie Ellegård i gruppe A. Emilie troede hun kunne vinde en bonde, men den viste sig at være forgiftet og kostede faktisk en officer efter et smart mellemtræk af Amalie. Senere kom Amalie dog i gavehumør og gav officeren tilbage, og til slut endte partiet med Emilie gav evigskakker til Amalies stakkels konge. Freja Vangsgård sad på livebræt mod den stærke nordmand Edith Machlik. Freja måtte ofre en bonde for at redde sig, men til gengæld havde modstanderen blot 3 minutter tilbage til resten af partiet + de 30 seks tillægstid der gives pr. træk. Det viste sig desværre at være nok og Freja måtte ned. Dagens positive overraskelse stod Linnea Holmboe Borregaard for da hun spillede remis mod C-gruppens højestratede spiller svenske Brandy Paltzer. Faktisk stod Linnea undervejs klart bedst, og kunne med et smart bondeoffer have afgjort partiet til sin fordel, men i stedet blev det til en forceret evigskak og dermed remis.
2. runde
Gruppe C: Linnea mødte den stærke Islænding som sidenhen skulle ende som bronzevinder i gruppe C. Efter at have kommet dårligt ud af åbningen fik Linnea kæmpet sig tilbage, og endte i et slutspil. Desværre lykkedes det ikke Linnea at aktivere sit tårn og et 0 måtte inkasseres – men dog et lærerigt parti.
Gruppe B: Thea spillede mod lukket siciliansk og overvurderede nok det hvide angreb en smule – en klassisk fejl, når man selv er glad angrebsspiller! På trods af sejlivet forsvar måtte Thea til sidst opgive. Freja spillede et roligt, og relativt korrekt parti, som endte remis. Sif stod længe fornuftigt mod sin islandske modstander, men efter at have tabt en officer, måtte hun desværre også opgive.
Gruppe A: Amalie missede flere gode muligheder for at få en god stilling mod islændingen, både en taktisk kombination og et stærkt positionelt træk kunne have været lovende. Desværre valgte Amalie en dårlig plan, og måtte ned. Emilie havde en super stilling mod norske Erle Hansen, som på mærkværdig vis havde ofret en bonde, i hvad der lignede en dårlig udgave af benkogambit. Emilie begyndte desværre at spille nogle mærkelige træk, og da Erle samtidig skruede op for spillestyrken blev det til et nederlag.
3. runde
Gruppe C: Linnea mødte Hanna Jacobsen fra Færøerne, og i et parti der kunne have gået begge veje enedes spillerne om remis.
Gruppe B: Sif forsøgte sig med en ny åbning mod norske Jarani. Det var længe et spændende parti, men til sidst måtte Sif ned. Derudover bød 3. runde også på danskeropgør mellem Thea og Freja. Undervejs vandt Freja en bonde, og det så længe ud til hun ville trække sig sejrrigt ud af partiet, men Thea viste stærkt spil, og Freja måtte ofre en officer, og snart var partiet ovre til Theas fordel.
Gruppe A: Emilie tabte en bonde og endte i et svært tårnslutspil. Islændingen viste dog, hvor dårligt det stort set kan lade sig gøre at spille et tårnslutspil, og fra at have været foran med en bonde, var hun pludselig bagud med 2! Heldigvis for hende kunne hun redde sig en remis pga. sit aktive tårn. Amalie kom fint fra start mod norske Ingrid Carlsen, søster til en vis Magnus Carlsen, og en meget sød og sympatisk pige. En fingerfejl kostede dog pludselig 2 bønder, og bedst som man troede Ingrid ville vinde, tænkte hun sig i vild tidnød, og lavede en fejl der pludselig sendte Amalie tilbage i partiet. Stillingen var dog remis, men Ingrid tabte pludselig på tid, og Amalie fik et point.
4. runde
Gruppe C: Linnea fik et hurtigt point i form af en oversidderrunde, og brugte i stedet tiden fornuftigt på at lave taktiske opgaver – skønt med sådan et engagement!
Gruppe B: Thea spillede en kort remis i et parti, hvor der tilsyneladende ikke var det store på færde. Freja stod længe til gevinst i denne runde, men fik ikke spillet slutspillet korrekt og på trods af en ekstra bonde måtte hun nøjes med remis. Sif forsøgte sig igen med sin nye åbning og fik godt spil mod den stærke norske spiller Maud Rødsmoen. Undervejs var der en gylden mulighed for en klar fordel, men da Sif ikke spillede dette enedes pigerne hurtigt derefter om remis.
Gruppe A: Denne gang var det Emilies tur til at spille mod Ingrid, og vores danske heltinde førte et fordelagtigt slutspil til et helt point. Amalie mødte den senere nordiske mester, og dette viste sig desværre at være for svær en opgave.
5. runde
Gruppe C: Linnea forsøgte sig med en ny åbning og kom fint fra start. Af uransagelige årsager valgte hun pludselig ikke at slå tilbage i en lang officersveksling og derefter var der ingen nåde – et ærgerligt nederlag.
Gruppe B: Nok et danskeropgør i gruppe B – denne gang mellem Sif og Freja. I dette parti var det Freja der var på toppen og Sif måtte ned. Thea sluttede stærkt af med en sejr, som dog undervejs kunne være blevet forhindret da modstanderen havde en forceret mat i 3! Heldigvis var modstanderen i tidnød og opdagede det ikke, og i stedet vandt Thea hurtigt derefter.
Gruppe A: Emilie mødte i sidste runde den senere nordiske mester fra Island, og fik desværre ikke skabt noget modspil og måtte hurtigt ned. Amalie derimod spillede et langt parti, og længe troede vi at hun ville vinde det, men modstanderen fandt et giftigt angreb og Amalie gik mat.
Sammenlagt fik vi to 5. pladser i henholdsvis gruppe A ved Emilie og gruppe B ved Thea. Vi var undervejs optimistiske og håbede på mere, men ingen af danskerne ramte deres topniveau i denne turnering, og så er det svært at kæmpe med om medaljerne. Vi brugte aftenerne på fællesanalyser, og der er ingen tvivl om, at det har været en både lærerig og sjov tur for de danske tøser.
Næste år går turen til Sverige, og der tager vi revanche!
Resultaterne kan ses her.