Nordisk Mesterskab i Finland i gang

Nordisk Mesterskab i Finland i gang

4½ + 4 !

Så er vi i gang med det individuelle nordiske mesterskab i skoleskak. Alle 22 danskere ankom efter planen torsdag til Finland. Turneringen spilles i Espoo, der ligger ca. 30 km fra Helsinki. Hotellet, hvor vi er indkvarteret, ligger i en nationalpark, så der er rig mulighed for at udforske den finske natur, men til gengæld er der langt til fx shopping og indkøbsmuligheder.

Alt foregår på hotellet: vi bor, spiser og spiller skak her. Det er en stor fordel, at alt er samlet på samme sted. Hotellet har swimmingpool og sauna. Det har flere af danskerne prøvet, men søen udenfor, hvor der er hugget hul i isen, er der endnu ingen, der har turdet hoppe i!

Nu til selve turneringen. I alt 60 unge skakspillere fra Finland, Sverige, Norge, Island, Færøerne og Danmark er i aktion. Der spilles i 5 forskellige aldersgrupper. Der er ingen danskere, der er topseedede, men mange af vore spillere ligger ratingmæssigt i den bedste halvdel. I 2011 vandt vi landekonkurrencen, men det bliver nok svært at leve op til i år. Igen i år har vi stormester Sune Berg Hansen med som coach. Sune bliver brugt til at hjælpe spillerne med åbningsforberedelser, ligesom mange af spillerne gerne vil have gennemgået deres partier, når de er færdigtspillet.

I gruppe A er Mads Hansen kommet perfekt fra start med 2/2. Mads, der er seedet som nr. 2, vandt et fint parti i 1. runde men var til gengæld heldig med at vinde i 2.runde, hvor han længe stod til tab, men fik snydt sin svenske modstander i tidnøden. Det er bestemt realistisk at håbe på en dansk medalje til Mads. I denne gruppe deltager en anden fynbo, nemlig Simon Pil Wilbrandt. Simon er med for første gang og er startet med ½/2. I første runde tabte Simon desværre et tæt parti, men kom godt igen og fik remis i 2. runde i et parti, hvor han længe stod lidt bedre.

I gruppe B får vi det på papiret svært, og det holder indtil videre desværre stik. Casper Christensen vandt et kompliceret parti i 1. runde men måtte ned mod en stærk finne i 2. runde. Vores anden danske deltager i denne gruppe, Mathias  Nielsen, er næstlavest ratet og han har da også tabt begge partier, men først efter hård kamp. Faktisk stod han klart til gevinst i 1. runde, så han skal nok komme på tavlen!

I gruppe C er vores danske islæt, Jonathan Bräuner og Jens Ramsdal seedet som henholdsvis nummer 4 og 5. Jens er kommet fint fra start. Han vandt et godt parti i 1. runde og spillede remis med en stærk svensker i 2. runde. Jonathan kom også fint fra land med sejr i 1. runde. I 2. runde spillede han længe stærkt, men kom desværre i tidnød og tabte.

I D-gruppen er Martin Percivaldi og Tobias Dreisler seedet som henholdsvis nummer 2 og nr. 4. I denne gruppe har vi desværre manglet medgang. Tobias spillede fint i 1. runde, stod klart bedst, da han pludselig kom til at sætte et tårn i slag. En fejl, der meget sjældent sker på dette niveau. Tobias kom fint igen og vandt overbevisende i 2. runde. Martin var tæt på at vinde i 1. runde, men måtte til sidst nøjes med remis. Til gengæld måtte han desværre ned i 2. runde i et meget kompliceret parti.

E-gruppen er næsten altid umulig at forudsige. Også her har vi indtil nu manglet nedgang. Begge vore spillere tabte i 1. runde, men stod til gengæld til gevinst i 2. runde men måtte begge nøjes med remis.

I dag spilles så 3. og 4. runde af i alt 6. runder. I aften ved vi mere om, hvordan de danske chancer er for medaljer!

Der findes resultater samt mange billeder og videoer via turneringens hjemmeside hvor der vises 17 partier live fra hver runde.

Desuden har Kristoffer Dyrgaard, der er med som træner for de 3 fynske deltagere, skrevet referater samt lagt billeder op via Frem Skoleskaks hjemmeside med mange billeder af de danske deltagere.

Torsten Lindestrøm,
torsten@skoleskak.dk

Tags:
Mads Jacobsen
mads@skoleskak.dk


Live Chat