28 apr 2016 NM for piger 2016 – 2 medaljer!
Torsdag den 28. april til søndag den 1. maj løb NM for piger 2016 af stablen. Pigeskakansvarlig, Lisa Havshøj har opdateret fra weekenden nedenfor.
Søndag kl. 13.30
Så er NM for piger 2016 afgjort. Den første dansker, der var færdig med sit parti, var Mikala i C-gruppen. Hun kom fint fra start, men efter en fejl stod modstanderen bedst og Mikala blev presset på brættet. I midten af partiet blev der lavet en stor fejl, til Mikalas glæde blev dette heldigvis ikke udnyttet og stillingen endte lige efter det, der blev derfor taget remis efter nogle træk, som Mikala var godt tilfreds med og hun endte derfor med 2,5/5 point. Da Mikala havde taget point mod norske Ingrid Skaslien, kunne Nienke blive nordisk mester med en sejr. Nienke spillede et langt parti, som stod lige det meste af partiet. I midtspillet havde Nienke en lille fordel, men presset og tidspresset gjorde, at det endte ud i et lige tårnslutspil, så partiet endte derfor remis. Nienke kan derfor fejre en andenplads med 3,5/5 point.
I B-gruppen udviste Anna fin teknik i sit parti og kom foran med en bonde efter en meget lige stilling. Efter det, spillede Anna sig rutineret gennem partiet og efter hun vandt en bonde mere i slutspillet var det afgjort. Anna endte dermed med 3/5 point. For at få en tredjeplads var kun afhængig af, at den førende spiller Ingrid Greibrokk vandt sit parti mod Sara Nass. Dette så dog sort ud, da Ingrid var meget presset og begge lavede store fejl. Dette blev dog til Ingrids fordel og lige pludselig stod Ingrid til sejr og vandt partiet. Dermed kan Anna fejre en flot tredjeplads i B-gruppen.
Et flot afholdt NM, hvor alt fungerede, som det skulle. Hotellet og forplejningen var flot og Norge kan også fejre, at de fik 3 nordiske metre.
Danmark er meget tilfredse med resultaterne og spillerne håber, at de kan komme med næste år, da alle har haft en god oplevelse og lært en masse.
Det er nu tid til et socialt arrangement, hvor delegationerne skal ud og så landskabet i Alta på cykel.
Alle resultaterne kan findes på deres hjemmeside.
Søndag kl. 9.00
Så er sidste runde gået i gang, hvor alle danskerne spiller på livebrætter. Mikala, Nienke og Anna var klar og forberedte til femte og sidste runde, men også spændte og lidt nervøse, da der er medaljechancer for både Anna og Nienke.
Anna har mulighed for at få en tredjeplads i B-gruppen, hvis hun gør sit og vinder. Derudover skal den lokale norske spiler, Ingrid Greibrokk, vinde, hun fører gruppen og vandt også over Anna i fjerde runde.
Nienke har mulighed for at blive nordisk mester med en sejr over den førende spiller, norske Embla Gronn. Mikala spiller mod andenpladsen Ingrid Skaslien, også fra Norge, så en sejr fra Mikala vil forbedre chancerne for Nienke, ellers ender det med korrektionsberegning.
Der er mange faktorer, der spiller ind, så der ventes spændt på resultaterne fra sidelinjen.
Lørdag kl. 19:00
I fjerde runde var Anna den første, der blev færdig med sit parti. Hun kom ud i en svær stilling, hvor presset på brættet var stort og efter nogle uheldige træk, måtte Anna se sig slået af den lokale spiller Ingrid Greibrokk.
I C-gruppen kunne Mikala fejre sit andet point. I åbningen var der ingen overraskelser, da partiet startede som hun havde forventet og forberedt sig på. Efter hun kom foran med en officer og et par bønder var det en sikker sejr.
Nienke havde et langt parti, hvor både hende selv og modstanderen havde chancer for at få fordele. Da de begge lavede fejl, men ikke formåede at udnytte modstanderens, endte det med et lige slutspil, hvor remis blev resultatet.
Så selvom der var et håb for et bedre resultat, endte det med 1,5 point i fjerde runde. Der er stadig mulighed for medaljer, så der håbes på gode resultater til pigerne i morgen, hvor sidste runde starter kl. 8.30.
I aften er der aftensmad på Thon Vica hotel, der ligger et par kilometer fra spillestedet, så der bliver en mulighed for at se lidt mere af det flotte landskab, der er i Alta.
Lørdag kl. 13.00
Tredje runde endte med at blive en god runde for Danmark. I C-gruppen blev Mikala færdig som den første danske spiller. Hun kom lidt skævt fra start og overså de bedste træk, heldigvis gjorde modstanderen det samme og hun kom stærkt tilbage. Efter modstanderen overså en løber i slag, vandt Mikala sikkert til sidst.
Nienke kom fint fra åbningen, men lavede nogle småfejl i midtspillet og dermed blev stillingen kompliceret og svær at spille. Da Nienke godt vidste, at modstanderen havde en lille fordel prøvede hun at tilbyde remis og modstanderen, til Nienkes glæde, tog imod.
I B-gruppen have Anna kontrol over hele spillet. Hun udnyttede modstanderens fejl og stillingen blev derfor meget presset for den norske Amalie Merkesvik, som til sidst måtte se sig slået.
Det endte dermed med 2,5 point til Danmark i tredje runde. Både Anna og Nienke ligger i toppen og Mikala er kommet på pointtavlen, så alle er klar til fjerde runde.
Fredag kl. 20.00
Så er anden runde færdig for de danske spillere. I C-gruppen kom Nienke godt fra start og efter nogle fejl fra modstanderes, som Nienke rutineret fik udnyttet, var der ingen tvivl om resultatet. Det endte med en mat trussel, hvorefter modstanderen gav op. Så Nienke kan glæde sig over en score på 2/2.
Mikala kom igen uheldigt fra start og det endte hurtigt med et nederlag, så Mikalas første dag er ikke gået så godt, dog er hun klar igen i morgen, hvor hun nok skal tage revanche.
I B-gruppen spillede Anna et spændende parti med mange muligheder for både hende og modstanderen. Stillingen stod gennem spillet nogenlunde lige, hvor modstanderen nok havde en lille fordel, da Anna endte med en isoleret centrumbonde. De mange muligheder og varianter gjorde, at Anna kom lidt i tidsnød til sidst, så da modstanderen tilbød remis, tog hun glad imod det.
Så anden runde endte også med 1,5 point til Danmark, men vi vender stærkt tilbage i morgen, hvor vi i hvert fald håber på en sejr til Mikala.
I aften står den på pizza fra den lokale pizzarestaurant, der ligger i forlængelse af hotellet. Derudover skal der bare hygges, snakkes og måske skal der også spilles lidt skak.
Fredag kl. 15.30
Så er første runde færdig og spillerne forbereder sig nu til anden runde. I B-gruppen var Anna op mod den stærke islandske spiller Nansy Davidsdottir, der er tidligere nordisk pigemester, så en hård kamp til at starte med. Anna spillede godt og stabilt hele partiet og lagde et pres på dronningefløjen, så Nansy ikke selv kunne få et angreb stablet på benene. Det stod lige gennem hele spillet og efter en trækgentagelse endte det remis, selvom Anna måske kunne have udnyttet en måske lidt bedre stilling ved slut.
I C-gruppen måtte Mikala som den første ned, da hun hurtigt kom bagud med en officer og dermed måtte se sig slået af den svenske spiller.
Nienke spillede et langt parti, men der var ingen tvivl om, hvem der spillede bedst. Gennem hele partiet havde Nienke overtaget og den islandske spiller måtte se sig slået til sidst i et slutspil, hvor Nienke var tre bønder foran.
Så det endte med 1,5 point til Danmark i første runde.
Torsdag aften
Efter små fem timers rejse er delegationen fra Danmark ankommet til NM for piger 2016, der i år foregår i Alta, Norge. Danmark er repræsenteret af følgende spillere:
B-gruppen: Anna Hedelykke
C-gruppen: Mikala Høyerup og Nienke van den Brink
Delegationen landede omkring kl. 14, så der har i løbet af dagen været tid til afslapning, gåture, hygge og selvfølgelig lidt skak også.
I morgen, fredag, kl. 10.30 er der velkomst og turneringen starter straks derefter. Anna starter hårdt ud med sort mod tidligere nordiske pigemester islandske Nansy Davidsdottir, Nienke skal spille mod islandske Freyja Birkisdottir og Mikala skal spille mod svenske Elsa Wass.
Spørgsmål? Kontakt Lisa Havshøj, lisa@skoleskak.dk.