25 apr 2014 NM for piger 2014 – 2 medaljer!
I år afholdes NM for piger på Island ved Bifrost Universitet, der ligger godt 100 km fra Reykjavik. Danmark repræsenteres af:
A-gruppen: Ellen Kalkulidis
B-gruppen: Freja Vangsgård
C-gruppen: Ellen Fredericia Nilssen og Anna Hedelykke
Hele turneringen kan følges på Islands hjemmeside, hvor der kan følges med live. Alle i A- og B-gruppen spiller live og der er 2 livebrætter i C-gruppen.
5. runde
Så kom det til den sidste og afgørende runde, hvor alle havde noget at vinde. Vi havde mulighed for at få to nordiske mestre og en andenplads, hvis alt gik som det skulle.
Hvis Ellen vandt sit parti, ville hun ikke miste rating. Hun kom dog dårligt ud af åbningen og så kunne stillingen ikke reddes. Så Ellen havde ikke lige sin bedste turnering, men viste flot spil i mange af kampene.
Freja lå på førstepladsen og kunne nøjes med remis for at få titlen som nordisk mester igen. Nerverne tog desværre over og hun kom til at lave en fejl, hvilket gjorde hun tabte slutspillet. Men helt dårlig var turneringen ikke for Freja, der kunne indkassere en andenplads, tillykke!
Det viste sig også at båden Ellen og Anna heller ikke havde styr på nerverne. Ellen kom hurtigt under pres, da hun overså et meget stærkt angreb, så stillingen ikke var til at redde. Anna spillede stabilt igennem partiet, men lavede en fejl, så hun mistede en officer og hurtigt bagefter gik hun mat. Så både Anna og Ellen endte på 3 point, dog havde Anna et halvt korrektionspoint mere end Ellen, så Anna endte på en 3. plads, tillykke!
4. runde
Ellen skulle op i mod Edit Machlik fra Norge. Hun kom fint ud af åbningen, men tabte en bonde og derefter var stillingen lidt presset for Ellen, som måtte se nederlaget i øjnene.
I B-gruppen skulle Freja op mod islandske Sóley Pálsdóttir. De kom begge rimelig godt ud af åbningen, men Freja vandt senere en bonde. Denne bonde viste sig at være vigtig, da slutspillet bare var vundet med den ekstra bonde.
Anna stod for dagens drama mod den stærke spiller Lina Cao-Zhang. Anna fik stablet en masse angreb på benene på kongefløjen og Lina var derfor meget presset. Uheldigvis kom Anna til at lave en fejl, så hun mistede en kvalitet, men det slog hende ikke ud, der skulle kæmpes videre. Dette var heldigt, da modstanderen missede en gaffel mellem konge og dronning. Lina havde nogle farlige fribønder, men dem afværgede Anna og kunne ånde lettet op med endnu en sejr.
Ellen havde dog ikke heldet med sig, hun regnede en kombination forkert og måtte dermed af med en officer. Selvom hun kæmpede bragt, måtte hun se sig slået af islandske Nancy.
3. runde
I 3. runde fik Ellen endnu en hård kamp mod svenske Angelina Fransson. Hun var fastbesluttet på at bruge mindre tid i denne runde, så tiden ikke ville blive et problem. Spillet så længe ud til at være lige, men Angelina var alligevel en for stor mundfuld, da hun kom ud i et bondeslutspil, der ikke rigtig kunne vindes.
Freja var oppe mod norske Elise Jacobsen. Hun kom godt ud af åbningen og spillede sikkert igennem midtspillet. Mod slutspillet havde hun en anelse bedre stilling, men fik kolde fødder og tilbød remis, hvilket der blev takket ja tak til.
I C-gruppen var tiden kommet til danskeropgøret mellem Ellen og Anna. Det så længe ud til at blive remis, da begge spillede godt, dog kom Anna til at lave en fejl i midtspillet og mistede en officer. Dermed kunne Ellen se endnu et point tjekke ind på kontoen. Så 1,5 til Danmark i 3. runde, hvilket ikke er helt dårligt.
2.runde
I 2. runde blev det også til 3 point.
I A-gruppen mødte Ellen en af favoritterne, den svenske spiller Jessica Bengtsson. Ellen s
pillede godt og havde også muligheder i partiet, dog brugte hun en masse tid. Dette blev igen hendes problem, da hun kom til at lave nogle afgørende fejl i tidnød og dermed tabte partiet.
Freja skulle op imod islandske Veronika Magnúsdóttir i B-gruppen. Dette lignede en nogenlunde lige kamp, men Freja kom foran med en bonde og vandt slutspillet sikkert.
I C-gruppen var der ingen tvivl i Annas parti, hvem der skulle vinde. Den norske spiller Amalie Merkesvik kom hurtigt til at begå en fejl og tabte dermed en officer i åbningen. Herefter var partiet sikkert vundet for Anna.
Ellen spillede mod norske Maria Næss. Ellen pressede igennem hele partiet den norske spiller og vandt i overbevisende stil slutspillet.
God første dag for de danske spillere, sammenlagt med 6/8 point.
1. runde
I A-gruppen skulle Ellen op i mod Hrund Haukdóttir fra Island. Det var et parti med en presset stilling, dog var der muligheder for begge spillere. Ellen kæmpede dog en del med tiden og dette var grunden til at hun tabte. Kom igen!
I B-gruppen skulle Freja op i mod Brandy Paltzer fra Sverige. Freja kom godt ud af åbningen og havde også initiativet hele spillet igennem. Dette førte til en sikker sejr i slutspillet.
I C-gruppen spillede Ellen mod den svenske Kajsa Nilsson. Det var et parti, hvor begge nåede at få gode og dårlige stillinger. Ellen kom i en meget presset stilling, hvor Kajsa havde nogle gode træk, dog fik Ellen spillet sig godt ud af det og endte med at vinde en kvalitet. Hvilket førte til sejr.
I Annas kamp mod islandske Katla Torfadóttir var der ingen tvivl om, hvem der skulle vinde partiet. Anna havde hele spillet og vandt også en kvalitet, der førte til en sikker sejr.
3 point i første runde er ikke dårligt.