Lokal venskabskamp på Østerbro

Lokal venskabskamp på Østerbro

Fredag d. 29. maj blev der afholdt en venskabskamp mellem Klostervængets Heldagsskoles skoleskakklub og ØBRO Skoleskak, som til daglig holder til i Skakforeningen ØBRO. Planen var at der skulle spilles 10 mod 10, men grundet en række afbud fra ØBRO Skoleskak kunne de kun stille op med to skoleskakspillere.

Heldigvis er skak et fleksibelt spil, der kan spilles på mange forskellige måder. Den ene skoleskakspiller fra ØBRO Skoleskak spillede derfor mod de lokale hjælpetrænere, mens den lovende skoleskakspiller, Hjalte, fra ØBRO gav simultan mod Klostervængets Heldagsskoles spirende skoleskakkere. På tre af brætterne blev der spillet uden tid, mens der på de resterende otte blev spillet med 20 min. til hvert parti. Simultanen endte 6-5 i Hjaltes favør, hvilket må betragtes som en flot præstation af både Skoleskakspillerne fra Klostervænget, men også af Hjalte der skulle holde styr på de mange ure.

Efter den første silmultanopvisning var skolekakspillerne fra Klostervænget Heldagsskole ingenlunde trætte. Derfor tilbød ØBRO Skoleskaks træner, Martin Reib Petersen, endnu en omgang simultanskak nu blot med 10 min. til hvert parti. Udfaldet af denne kamp blev 7-0 til den stærke træner som dog måtte løbe stærkt for at holde rede på de 7 brætter.

De to Østerbro skoleskakklubber var glade for arrangementet og der blev aftalt en rematch i Skakforeningen ØBROs lokaler.

Venskabskampen blev arrangeret af projektet Stepping Stone, som har til formål at sætte fokus på folkeskoler, som tilbyder skoleskak i undervisningen, skoleskakklubber samt uddannelse af lærere og hjælpetrænere. Dette skal samtidig være med til at bygge bro på tværs af alder, køn, religion og etnicitet.

Du kan læse mere om Stepping Stone projektet her.

Nedenfor kan du se en video med Hjalte fra ØBRO i en af de afgørende partier samt en række fotografier fra arrangementet.

[nggallery id=14].

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk